Bakkekonge og dronning kåret i Rebild

23. august 2017 kl. 08.26

REBILD: Årets Rundt om Rold blev en våd affære for de deltagende ryttere i Østhimmerlands største motionscykelløb. Hele 231 hårdføre mænd og kvinder havde valgt at trodse bygerne for at tage udfordringen op med Rebildbakken og det smukke landskab omkring Rold Skov.

Således blev bakkekongen og bakkedronningen af Himmerland kåret på Rebildbakke med nordjyderne Thomas Jørgensen og Marlene Jakobsen som de værdige vindere. Begge fløj de op ad Rebildbakken og kunne lade sig hædre på podiet, hvor de fik overrakt den flotte bakketrøje.

Til trods for god stemning og godt vædeløb, blev arrangørerne udfordret af hårde vejr.

- Vi valgte at ændre en smule på ruten på selve dagen. Rytterne skulle have været ned af Røde Mølle, men den megen regn om natten havde desværre skyllet masser af sand og sten ud på vejen. Rytterne fik i stedet fornøjelsen af Kridtbakken - en mindre brutal rute, om man vil, men regnen sørgede for en passende kompensation, forklarer medarrangør, Nikolaj Hebsgaard.

Regnvejret og ruteændringen til trods, var der god stemning i målområdet, hvor deltagerne kunne nyde en sandwich, mens de delte krigshistorier fra ruten. Og arrangørerne tør også allerede nu love, at Rundt om Rold vender tilbage i 2018.

- Nu har vi arrangeret Rundt om Rold i fire år og tilbagemeldingerne bliver ved med at være ovenud positive. Folk kommer fra hele Nordjylland og Midtjylland for at køre, nogen så langt væk fra som Sorø. Vi er klar i igen i 2018, lyder det fra Nikola Hebsgaard.

Rundt om Rold blev i år kørt som tredje afdeling af Marcello Bergamo Bike Challenge. Fjerde og sidste afdeling køres 24. september med Mols Bjerge Grand Prix.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste