Argentinsk gensyn med Skørping
SKØRPING: For 12 år siden ankom den 16-årige argentinske pige Evelin Emilia Fanessi til Skørping som udvekslingstudent, udsendt af Rotary.
Evelin boede under det et årige ophold hos flere forskellige værtsfamilier og deltog i undervisning på Støvring Gymnasium. Her lærte Evelin ret hurtigt at forstå og tale dansk, og der opstod naturligt et tæt tilhørsforhold til hendes værtsfamilier og nye danske venner.
Siden opholdet, er kontakten vedligeholdt, idet flere af Evelins venner har besøgt hende i Argentina. Facebook har også bidraget til, at man har kunnet følge med i de nye "familiers" og venners liv, og i disse dage besøger Evelin igen Danmark og Skørping, hvor hendes gamle værtsfamilier glæder sig over at kunne få besøg af den nu voksne Evelin.
Opholdet i Skørping blev indledt med en sammenkomst i Gerding, hvor Evelins kontaktperson igennem udvekslingsopholdet bor. Alle var meget forbavsede over, at Evelin stadig efter 12 år taler flydende dansk, hvor kun enkelte ord måtte findes via tegnsprog eller engelsk.