Billede beskrivelse

Arden Skole byder på europæisk mad

06. april 2018 kl. 08.45

Onsdag 11. april inviterer Arden Skole alle interesserede til en international aften med fokus på sundhed.

Her kommer undervisere fra England, Holland, Spanien, Litauen og Slovenien på besøg og fortæller, hvordan de arbejder med sundhed og mad i skolen.

Aftnen er en del af det internationale Erasmus+ projekt Learn 4 Health.

Det er et treårigt samarbejde mellem undervisere fra seks europæiske lande - på både folkeskole- og universitetsniveau.

Sammen vil de formidle og udbrede bedre forståelse af fødevarer, fødevareproduktion, ernæring og sundhed til børn og unge.

På Arden Skole er de ældste elever med linjefagene science og innovation, sundhed og bevægelse, international og performance med i samarbejdet.

Street food og andet

Aftenen vil blandt andet byde på en række stande med street food (mad af lokale ingredienser), aktiviteter med fokus på forbrændingen, og en præsentation af elevernes arbejde med Learn 4 Health.

Alt sammen bundet op på, hvordan pensum kan inddrages gennem naturvidenskabelige målinger.

- Vi kan love en underholdende aften ud over det sædvanlige, hvor aftensmaden kan indtages i spændende selskab, der summer af mange fremmedsprog og underholdning undervejs.

- Vi præsenterer samtidig vores spirevogn - en verdensnyhed, der kan bidrage til mange timers undervisning på tværs af fag, fortæller lærer Vibeke Prip Larsen.

Projektet støttes af EU.

Og aftenens program henvender sig til forældre til børn på Arden Skole, lærer- og universitetsstuderende, politikere, lærere fra Mariagerfjord Kommune og alle andre med interesse for undervisning.

Aftenen løber fra klokken 17 til 20.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste