Billede beskrivelse

Amerikanerbiler i paradekørsel Hadsund torsdag

25. juli 2018 kl. 09.44

MARIAGERFJORD: Skulle nogle i lokalområdet have været i tvivl om, at der i denne uge er flere hundrede amerikanerbiler samlet i Fruerlundparken i Øster Hurup, så bliver det for alvor synligt i løbet af onsdag og torsdag.

Onsdag er det Hobro, der får besøg af en kortege fra US Car Camp. Amerikanerbilerne kører i karavane gennem gågaden, og vil herefter nærmere kunne studeres i den sydlige del af byen i området omkring Smedevej.

Torsdag kommer amerikanerbilerne i den grad til at sætte deres præg på Hadsund.

Et cruise til Hadsund har været et fast ugentligt programpunkt lige siden den allerførste US Car Camp for ti år siden, og gennem årene er arrangementet bare vokset og vokset.

- Det er lidt uklart, hvor mange US biler, der deltog i 2009, da det hele startede, men de seneste år har vi tal for det.

- Sidste år var tallet 250 biler, hvoraf vi fik de 110 ind i Gågaden og på Torvet. Meldingen i år går også på minimum 250, så hele byen kommer mere eller mindre til at summe og dufte af benzin, forudser Jan Vestergaard, som har ansvaret for besøget i Hadsund og Hadsund Handels andel af US Car Camp-eventen.

Som nyt indslag har Bernadottegården taget initiativ til at være en del af arrangementet, og derfor vil ca. 30 af bilerne være linet op foran ældrecenterets hovedindgang - til glæde for beboerne.

På Hadsund Handels scene i centrum vil der i forbindelse med besøget være live-musik med The Berry Pickers - et ægte Rockabilly-band fra Sverige, som i aftentimerne også spiller op til amerikanerfest i selve Fruerlundparken.

Allerede fra tirsdag morgen bliver der flaget i Hadsund med danske og amerikanske flag, og alle medarbejdere i Hadsund Handels medlemsbutikker vil torsdag være iført ægte Stetson Cowboyhatte og tørklæder i bedste western-stil.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste