Billede beskrivelse

Alt På Hjul vil bortmane bekymring for skater-støj

13. december 2017 kl. 06.20

Der var bred opbakning til projektet - men også spørgsmål om støjgener - da Alt på Hjul forleden holdt informationsmøde i Rosendal Idrætsforum.

Sådan konkluderer formand for Rosendal Idrætsforum, Hans Olsen, efter orienteringsmødet, som samlede 75 borgere.

Sammen med Henrik Thomassen, formand for Rosendal Kraftcenter, præsenterede Hans Olsen ideen.

Cykelentusiasterne Niels Sørensen og Henning Sørensen fra Hobro, som er far og søn, var også til stede.

De har udtænkt ideen om et slaraffenland for udendørs aktiviteter på hjul.

- Alle var enige om, at det er et fantastisk projekt, og der var absolut positiv opbakning hele vejen rundt, siger Hans Olsen, der berettede om "det første og største" projekt af sin art i Danmark med velodrom til motionister og stor skaterpark.

- Fra forsamlingen blev der stillet spørgsmål om støj fra skatere. Vi har ikke forventninger om, at det vil være et problem.

Skatere medbringer ikke længere store ghettoblastere. De får musikken direkte ind i ørerne.

- Ramperne vil være af beton, og de larmer meget mindre end ramper af træ, som man brugte tidligere, fortæller Hans Olsen.

På informationsmødet blev afgivet løfte om, at de nærmeste beboere vil blive taget med på råd om udformningen af et egentligt ordensreglement for brug af skaterbanerne.

Niels Sørensen er i øvrigt ikke længere talsmand for projektet, men står på sidelinjen som rådgiver sammen med sin far.

Niels Sørensen tiltrådte i august en stilling som kultur- og fritidskonsulent i Mariagerfjord Kommune, og han ønsker ikke at blande kasketterne sammen.

- Jeg har trukket mig lidt tilbage. Både på grund af mit job i kommunen, og for at forankre projektet i lokalområdet, hvor det hører hjemme. Nemlig hos Rosendal Idrætsforum og Rosendal Kraftcenter.

- Så er det ikke længere bare noget, to cykeltosser har fundet på, siger Niels Sørensen.

Byrådet afsatte ved budgetforliget i efteråret 3,5 millioner kroner over de kommende to år, 2018 og 2019, som et økonomisk startskud til Alt på Hjul.

Projektet har et budget på i alt 16,5 millioner kroner.

- Vi har forventninger til et par af de store fonde, både landsdækkende og lokale.

- Vi forventer at sende ansøgningerne til fondene inden nytår.

- Foråret vil gå med at være i dialog med dem, fortæller Hans Olsen.

Han og Henrik Thomassen står bag ansøgningerne til fondene og rent juridisk tegner projekt Alt på Hjul.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste