Aktiv weekend med tvivl og tro
Konfirmandweekenden på Vesterbølle Efterskole bød ikke mindst på en masse fysiske aktiviteter.
VESTERBØLLE: Lærere og elever på Vesterbølle Efterskole bød forleden varmt velkommen, da 67 konfirmander og deres præster ankom til efterskolens årlige konfirmandweekend.
Konfirmandweekenden er karakteriseret ved, at efterskolen fyldes af en flok energiske og nysgerrige konfirmander og deres præster, og at alle efterskolens kroge oser af liv og sjove aktiviteter.
Et vigtigt element i weekenden er, at der tales om tvivl og om tro gennem leg, dilemmalege, workshops, aftensang, diskussion og refleksion.
Konfirmanderne er i weekenden delt ind i syv forskellige aktivitetsgrupper; ”Sport-bold”, ”Sport – action”, ”Kunst og design”, ”Friluftsliv”, ”Drama og teater”, ”Musik” og ”Gymnastik og dans”, og der blev i weekendens løb bl.a. øvet parkour-tricks, koordineret rytmeserier, lavet lagkager på lagkageløb, spillet stikbold og fodbold og arbejdet med kreative designs.
23 tidligere elever fungerede som instruktører og stod desuden for underholdningen til den store festmiddag lørdag aften.
Som afslutning på weekenden lavede præsterne i samarbejde med både elever og konfirmander en levende og nærværende fælles gudstjeneste søndag formiddag for alle konfirmander, forældre og elever.