Aktiv påske i naturen i Rebild
Blandt påskeaktiviteterne i Rebild Bakker var også en række gamle lege for hele familien
REBILD: Fridagene omkring påske kombineret med det gode vejr betød, at rigtig mange lagde noget af deres fritid ud i naturen.
Det kan RebildGuide Birgitte Wilsted Simonsen i høj grad tale med om.
I to dage stod hun for børneaktiviteter i Rebild Bakker.
Den ene dag var der påskeaktiviteter med forskellige kreative muligheder, og den anden dag var der mulighed for at snitte i træ og lave pandekager og snobrød.
- Vi har haft besøg af blandt andet nordmænd og svenskere - og så en italiensk familie.
- Især for italienerne var det lidt svært at forstå ord som snobrød og pandekage, men med bl. a. fagter gik det også. Og alt i alt var det bare nogle super dage i Rebild Bakker.
- Vejret var fantastisk, og vi fik snakket med en masse rigtig søde mennesker, opsummerer Birgitte Wilsted Simonsen, der undervejs også fik en personlig oplevelse, der gjorde særligt indtryk.
- Der kom en familie med en dreng forbi hos os, og efter nogen tid så kom det fra drengen: Her er så stille, at der er ingenting, der forstyrrer én.
- Så kan det vist ikke siges tydeligere, bemærker Birgitte Wilsted Simonsen.