Billede beskrivelse

Aktiv Ferie- jubilæum i al ubemærkethed

17. august 2017 kl. 10.42

MARIAGERFJORD/REBILD: 10 år med ubetinget succes.

Det er, hvad Rebild og Mariagerfjord Kommune kan se tilbage på, efter at de to kommuner i 2007 for første gang gik sammen om at arrangere sommerferie-aktiviteter for skolebørn. Dengang under overskriften "Sommerskole". I dag under betegnelsen "Aktiv Ferie".

Netop i år - i jubilæumsåret - har ferieaktiviteterne samlet den største tilslutning nogensinde: Lige knap 700 deltagere fordelt på 51 forskellige hold.

Louise Gammelholm Poulsen fra Rebild Kommune har været med i alle 10 år, og hun kan stadig huske, hvordan man de første år sad og tog imod tilmeldinger pr. telefon.

- Vi var samlet mange folk fra både Rebild og Mariagerfjord og sad klar ved telefonerne. Da tilmeldingen åbnede kimede alle telefonerne i et væk, og til sidst gik telefonsystemet ned, fordi der var så mange, der ringede på en gang, fortæller hun.

I dag foregår tilmelding og betaling online. Det digitale slog for alvor igennem i 2013, og de seneste år har det været meget få, der har henvendt sigt manuelt.

Det første år deltog 354 børn. Herefter lå deltagertallene i en årrække nogenlunde konstant omkring de 400 frem til 2015, hvor der pludselig var 626 - og i år har der så været lige knap 700. Bl. a. fordi der i denne omgang - som noget nyt - har været aktiviteter for unge helt op til 9. klasse.

- Vi er ikke helt færdige med at evaluere på det endnu, men umiddelbart ser det ud til, at det er meget få af de ældste elever, der har været interesseret i tilbuddene, fortæller Lene Brokdorf Winther fra Rebild Kommune.

I øvrigt var det mere eller mindre tilfældigt, at arrangørerne bag Aktiv Ferie overhovedet blev opmærksomme på, at konceptet denne sommer kunne fejre 10 års jubilæum.

- En kollega fandt det første program fra 2007 under en oprydning, og det var faktisk først på dét tidspunkt, vi kom i tanker om 10 års-jubilæet, indrømmer Maria Bisgaard, som de seneste år har været Mariagerfjord Kommunes koordinator af Aktiv Ferie-aktiviteter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste