Billede beskrivelse

Afslutning med harpetrio

31. august 2018 kl. 09.19

Søndag 2. september får Vildmosekoncerter i Dokkedal besøg af noget så sjældent som en harpetrio, og den består af harpenist Tine Rehling, fløjtenist Ulla Miilmann samt cellist Henrik Dam Thomsen. Der er tale om tre musikere, som hver på sit felt har haft en stor karriere.

Mange steder i udlandet er det lige så almindeligt med en solo harpekoncert, som med en solo klaverkoncert, og det har Tine Rehling i mere end 20 år gjort et stort arbejde for også at få os danskere med på. Mange af os oplever et arbejdsliv, hvor vi i lange perioder, måske hele arbejdslivet "sidder ved den samme læst"; det gælder også musikere, men solisters liv er et hop fra tue til tue med nye kolleger, nye toner og skiftende musikgenrer. Tine Rehling har kun haft tre års fast tilknytning, og det var fra 1998 til 2001, hvor hun var solo harpenist i Aalborg Symfoniorkester. Resten af tiden har hun hoppet fra tue til tue.

Trioen kommer langt omkring i genrer, og dagens koncert byder på både barok, impressionisme og nutidig musik. Per Nørgaard hørte Tine Rehling i en solokoncert, og han blev så begejstret, at han siden har skrevet flere værker for harpe, og det bliver publikum også præsenteret for.

Søndagens koncert i Dokkedal er en mærkedag for Bodil Bach og Gert Hassing Nielsen, som dermed oplever at have gennemført 10 sæsoner med hver 6 koncerter. Det var en begyndelse med angst og bæven. "Kan det lade sig gøre" På få år var belægningen oppe på 95 - 98 %, så der er altså plads til et koncertsted, som byder på klassisk musik, der giver plads til fordybelse - og til stor glæde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste