Afrika fyldte hele børneuniverset
ØSTER HORNUM: Godt 400 børn og voksne deltog i den årlige universfest i Øster Hornum Børneunivers, hvor årets tema var Afrika, hvilket prægede udsmykningen.
Et særligt indslag var, at en dyrepasser fra Aalborg Zoo udstillede forskellige rekvisitter, og han havde arrangeret en quiz om dyr i Afrika. Theo fra 0. klasse samt Søren fra 4. klasse blev de heldige vindere af to gange to fribilletter til Aalborg Zoo.
6. klasse fremførte traditionen tro to forestillinger ved universfesten. Eleverne modtog stor ros for, at de selv havde skrevet og designet en revy, som de fremførte i sikker stil.
Forældrene var meget begejstrede og klappede, så de fik ømme hænder; og flere insisterede på at betale ekstra for entréen.
Der var mange andre spændende aktiviteter, for eksempel diskotek, gys i kælderen samt lege og spil i børnehaven. Snakken gik lystigt i alle afkroge af universet.
Festen gav et godt overskud, som skal omsættes til et sæt gynger, oplyser leder Lars Hviid Pilgaard.