Ældre skal ikke kede sig
ØSTER HURUP: Medlemmer af Ældre Sagen i Hadsund behøver ikke at kede sig i de kommende måneder.
Den lokale afdeling af organisationen har en lang række aktiviteter på programmet, og forleden tog man hul på efterårssæsonen i Fruerlundparken ved Øster Hurup. Her var der arrangeret aktivitetsdag med spisning og underholdning.
Netop Fruerlund danner ramme om om flere ugentlige programpunkter i den kommende tid.
Både krolf og petanque er populære sportsgrene hos organisationens medlemmer, og Fruerlundparken danner den perfekte ramme.
Krolf er som petanque et spil med kugler. På banen er der 12 huller, og det gælder om at få kuglen i hul på færrest slag. I petanque drejer det sig om at få kuglen tættest på den lille kugle, der spilles mod.
En gang om ugen er der også indendørs bowling på planen. Her er det Boom ved Fruerlundparken, der danner ramme.
En gang om måneden inviteres medlemmerne til fællesspisning på plejehjemmet Teglgaarden i Als. Efterårssæsonen begynder her 4. oktober.