Årsmøde tilbage på "normal størrelse"
Efter det rekordstore fremmøde sidste år, var generalforsamling i Lokalhistorisk forening for Als & omegn, der som tidligere år blev afviklet i aulaen på Havbakkeskolen, tilbage på mere normal størrelse for denne begivenhed.
Selv i konkurrence med Badehotellet på tv, var der på denne mandag aften mødt ca. 100 mennesker op. Som vanligt blev der vist billeder allerede fra klokken 1900, så de første deltagere mødte 1845 for at få de bedste pladser. De fleste af billederne var relateret til aftenens fortæller Else Juul, og hendes far Carl Juul.
Der var dog et enkelt billede med en plakat, der reklamerer for et boksestævne i Als, formentlig fra 1920’erne. Det har ikke været muligt for foreningen at kaste lys over en bokseklub i Als, så vi sendte spørgsmålet ud til de fremmødte. Desværre var der heller ikke her, i første omgang, respons. Programmet var ellers som de seneste mange år afvikling af dagsorden, kaffebord med fastelavnsboller og lagkage og afsluttende underholdning.
Som tidligere år var der ros til følgende: Jan Gerts der var behjælpelig med bordopstilling og Tove Busk som dirigent i køkkenregionen til afvikling af kaffebordet. Bestyrelsen med hjælp af deres bedre halvdele og Frank Vraa hjalp til med bollebagning, borddækning, servering og oprydning. Niels Jørgen Westphael for kroens sponsering af kaffebønner og fyrfadslys.
Præcis 19:30 bød formand Benny Nielsen velkommen, og forsamlingen sang: "Als sangen", forfattet af tidligere borgmester Lau Jensen, akkompagneret af Liss Bonderup. Herefter gik man over til dagsordenen.
Under formandens beretning blev de fremmødte medlemmer igen i år opfordret til at gøre reklame for foreningen overfor venner og familie, da der må konstateres en mindre tilbagegang i antallet af medlemmer. Medlemstallet er nu på 236.
Frank Vraa arbejder fortsat med at digitalisere arkivets billeder som løbende lægges op på foreningens gruppe på Facebook, Als Himmerland, lokalhistorie. I denne gruppe er der nu 680 medlemmer, og der kommer stadig flere.
Foreningens hjemmeside www.lokalarkivetials.dk bliver også godt besøgt. Alene i december var der 1925 besøgende.
Formanden berettede om en helt ny donation af arkivalier, som stammer fra første halvdel af 1900 tallet. Arkivalierne omfatter en stor mængde håndskrevne nodebøger, enkelte skrevet af den navnkundige spillemand Jens Frederiksen og en større del af Carl Jensen, som overtog møllen efter Jens Frederiksen, og som også spillede sammen ham.
Alle poster blev besat ved genvalg, og bestyrelsen.
Herefter gennemgik kasserer Iver Christensen årets regnskab som var tæt på at være i balance, hvorfor bestyrelsen foreslog uændret kontingent for det kommende år. Iver berettede at foreningen igen sidste år har søgt om og modtaget 10 tkr fra Hadsund Museums Støttelegat. Beløbet er brugt til indkøb af to nye PC og en tidssvarende kaffemaskine.
Efter servering af kaffebordet fortalte Else Juul levende om sin far og sit eget livsforløb i en times tid. Else er en glimrende fortæller, og hun havde speciel vægt på sin tid her i Als. Hun kom i lære i manufakturafdelingen i Als Brugsforening hos Frk. Hjord i midten af 50’erne. Brugsen havde dengang kolonial, manufaktur og grovvarer i 3 selvstændige afdelinger. Dengang var de fleste af medarbejderne på kost i brugsen, og angiveligt var de som var hos Bundgaard i kolonialafdelingen, heldigst stillet i den henseende. Else er god til at skabe billeder i tilhørernes hoveder, så vi kunne næsten se karaktererne stå levende foran os.
Aftenen blev afsluttet med at synge en Himmerlandssang. Sangen er skrevet af Elses far Carl Juul i 30’erne, til en gammel soldaterkammerat som stod for at skulle rejse til Iran. Melodien var "Hvor smiler fager den danske kyst" og igen med akkompagnerede Liss Bonderup.