Åbning af Løgstør Kanal kan tiltrække turisme
LØGSTØR: Næsten 50 medlemmer af Lokalhistorisk Forening lyttede torsdag den 27. januar med, da den veloplagte historiker og museumsdirektør, Anders Bloksgaard, holdt foredrag i Pavillon Christiansminde.
Foredraget handlede om Frederik den VII’s Kanal, som foredragsholderen siden 2005 har arbejdet for at få genåbnet. Arbejdet har krævet masser af møder med både statslige styrelser, lokale myndigheder og andre. Tilhørerne var efter at have hørt foredraget ikke i tvivl om, at det er et stort og langsommeligt arbejde, som kræver både faglighed og forståelse hos alle involverede.
Formålet med genåbningen er at give Kanalen dens oprindelige funktion tilbage og at skabe tilgængelighed til den kulturarv, som nu i over 160 år har ligget i den tidligere Løgstør Kommune.
En uudnyttet turistattraktion
Frederik den VII’s Kanal har i mange år været fredet, og der er således mange regler og love, som skal overholdes inden genåbningen vil være en realitet.
Med Anders Bloksgaards engagement ser Lokalhistorisk Foreningen frem til den dag, hvor endnu flere lystsejlere, familier og turister vil besøge Løgstør for at bese det, som tidligere i Nordjyske er betegnet som én af Nordjyllands syv underværker.
Næste arrangement i Lokalhistorisk Forening er generalforsamlingen den 23. februar, hvor bestyrelsen ser frem til at fremlægge endnu et fint aktivitetsprogram for det kommende år. Nye medlemmer kan henvende sig til formanden Knud Henriksen.