Åbent hus og indvielse af ny legeplads på Solhverv
Solhverv Privatskole benytter åbent hus lørdag 4. november til at indvi sit nye legeområde.
Det foregår fra klokken 10.
At holde åbent hus den første weekend i november er ved at være en fast tradition.
Her viser skolens elever, hvordan det er at gå i skole på privatskolen i Vebbestrup.
Undervejs vil der være gang i arbejdende værksteder, hvor du kan opleve, både hvordan der undervises på normal vis, og hvordan eleverne arbejder på de kreative områder.
Undervejs bydes på musikalske indslag fra nogle af skolens klasser og skolens kor.
- For os er det altid en fornøjelse at holde åbent hus for vores nye elever og deres forældre.
- De sidste par år har vi tilmed været heldige med rigtig godt vejr og mange gæster, der har haft mulighed for at se vores skønne omgivelser, fortæller skoleleder Peter Hansen.
Og i år kobles arrangementet altså sammen med at vise skolens nye legeredskaber i det store grønne parkområde frem.
I den lille skov, der hører til skolen, er man godt i gang med at lave en mini cykelcross bane.
Samtidig har Solhverv Privatskole købt ind til en 12 hullers krolfbane, der også kommer til at ligge i den dejlige park.