60 harmonikaspillere trækker til Bælum

For tredje gang er der stort harmonikakursus på efterskolen i Bælum

29. juni 2018 kl. 06.00

BÆLUM: I år er der igen harmonikakursus på Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum, og det foregår vanen tro i uge 27, det vil sige, fra lørdag 30. juni til lørdag 7. juli.

De 60 harmonikaspillere kommer fra hele landet, og undervisningen foregår på små hold med forskelligt niveau og indhold.

Alle harmonikaspillerne spiller også sammen i et stort orkester.

Kurset er tilrettelagt, så der er noget at hente både for den glade amatør og for de lige så glade undervisere på instrumentet med konservatorieuddannelse.

- Der opstår en masse positive ting, når harmonikaspillere med forskellige baggrunde bringes sammen med glæden ved musikken og instrumentet i centrum, lyder det fra kursets initiativtager og leder Kaj Bertelsen.

Det hele begyndte i 1990 på den nu hedengangne Nordsøhøjskolen i Hirtshals, og kurset har kørt lige siden med et par års afbrydelser. Det er således 27. gang i år, og de seneste par år har det været på ØU i Bælum.

- Vi er meget glade for at være på Østhimmerlands Ungdomsskole og i Bælum. Østhimmerland er en meget smuk egn, og Bælum er en hyggelig lille by, og kursisterne og undervisere nyder begge dele, siger Kaj Bertelsen.

Fredag formiddag spiller et hold på Bælum Ældrecenter, og torsdag 5. juli kl. 19.30 inviteres alle interesserede ligesom sidste år til en koncert i skolens teatersal.

Til koncerten kan man høre kursisterne i et stort orkester med alle 60 harmonikaspillere spille et potpourri af melodierne fra "Sound of Music". Desuden vil kursets forskellige grupper give prøver på, hvad de har lært. Der vil også være korsang af kursets eget kor.

Efter koncerten er der kaffe og kage til alle i spisesalen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste