50 piger med til fin Always Pigecamp

Pigerne tilbragte et døgns tid på DS Arena

30. august 2018 kl. 16.01

HOBRO: Kongespil, fodtennis, brætspil, kortspil, fangelege samt en fodboldqui - Kahoot Quiz.

Sådan lød nogle af de udfordringer - opgaver - som et halvt hundrede piger i alderen 9 til 15 år blev budt på under Always Pigecamp midt i august.

Pigerne, som til daglig spiller i lokale fodboldklubber rundt i Mariagerfjord området, tilbragte et døgns tid på DS Arena, hvor de også overnattede.

Efter indtjekning en fredag eftermiddag tog pigerne snart fat på den første træning.

Her skulle deltagerne afprøve en en masse tekniske øvelser under kyndig ledelse af trænere fra klubberne i Hobro, Valsgaard og Mariager.

Siden vankede der aftensmad i klubhuset, og så var tiden inde til de mange konkurrencer.

Mere fodboldtræning

En begivenhedsrig fredag betød, at de 50 piger ikke havde problemer med at falde i søvn - også selv om alle sov i samme rum.

Efter morgenmaden lørdag morgen vankede der mere fodboldtræning.

- Igen med en flok virkelig koncentrerede og læringsparate piger der øvede forskellige sparketyper, afslutninger og vendinger, roser arrangørerne fra Hobro IK, som fik masser af hjælp fra frivillige ledere, hjælpere og trænere fra klubberne omkring Mariagerfjord.

Efter frokost skulle pigerne endnu en gang i den sportslige ild.

I den afsluttende fodbold cup spillede pigerne små kampe på hold sammensat på tværs af alder og klubtilhørsforhold.

Men inden pigerne tog afsked DS Arena - mætte på oplevelser og sportslige udfoldelser - fik de gode råd med på vejen af fysioterapeut Thomas Kjems fra Benefit Hobro.

Han fortalte om idrætsskader og om, hvordan man forebygger skader.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste