28. julemesse i Oue Hallen

23. november 2017 kl. 11.35

Det er 27 år siden, de fandt på at holde julemesse i Oue Hallen, som derfor lørdag 25. november klokken 13 slår dørene op for det 28. marked i træk.

Et dusin stande vil være på plads, og så kan du i tilgift besøge tombolaen og få dig en hyggesnak over æbleskiverne og den (gratis) gløgg) eller nyde en kop kaffe med brød til.

- Vi har fået skabt en rigtig fin og hyggelig julemesse, hvor både gamle og helt nye udstillere har taget imod tilbuddet om at være med, fortæller Bente Hansen fra Oue & Omegns Husmoderkreds.

Kredsen trækker sædvanen tro julemesselæsset i Oue Hallen.

En enkelt af udstillerne har såmænd været med i Oue 25 år.

Mange frivillige har indvilget i at deltage, og de lokale sponsorer har også været gode ved messen, hvilket ikke mindst kommer gevinstudbuddet i messens tombola til gode.

Ved standene kan du blandt andet købe hæklede eller strikkede nisser, malede trænisser, naturprodukter, sten, gamle bøger og diverse retro sager til hjemmet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste