25 unge i alle tiders musical om Skørping

Alle Tiders Familieteater tager publikum med på en eventyrlig rejse tilbage i Skørpingegnens historie i årets forestilling "Stjernen fra Nordis".

08. november 2017 kl. 06.25

Snart er Alle Tiders Familieteater igen klar til at indtage KulturStationen i Skørping. Årets forestilling, "Stjernen fra Nordis", kan opleves 17. 18. og 19. november og handler om de tre søskende Josefine, Siv og Malthe.

Da de flytter med deres forældre fra København og ind i bedstemoderens gamle hus i Skørping, bliver de hurtigt enige om, at der sker for lidt i byen. Men fundet af en smuk, gammel blomst på loftet - og mødet med den lokale nørd og antihelt Jannik - får meget hurtigt de tre søskende på andre tanker.

Sammen begiver de fire børn ud på en både eventyrlig og farlig rejse, hvor de skal kæmpe mod røvere, trolde, hekse og kæmper, men hvor de gode kræfter - forhåbentlig? - i sidste ende vinder over det onde.

"Stjernen fra Nordis" er en moderne saga om Skørping og omegn, hvor publikum møder alle de kendte og mytiske hovedpersoner fra områdets eventyrlige fortid i en herlig sammenblanding med nutidens dagligdag med vandrestrik og borgmestersang. Og så får publikum også et bud på, hvorfor den lokale og sjældne orkidé - Frueskoen - egentlig blev stjålet.

Som sædvanlig er forestillingen en uropførelse, og igen i år er stykket skrevet og instrueret af Brian Eriksen Andersen og Benedicte Monica Andersen.

Det er syvende gang instruktørparret gæster Skørping, og denne gang har de både været i de historiske arkiver og undersøgt området omkring Skørping for at finde inspiration til plottet.

Stykkets 25 skuespillere er alle mellem 10-16 år og har øvet både sang og koreografi sammen hver tirsdag og hver anden weekend siden august. Som noget helt nyt har de desuden været på en studietur til Himmerlands Teater i Hobro.

Billetter til de tre forestillinger kan købes på himmerlandsbilletten.dk og i Herremagasinet i Skørping.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste