23 ryttere med ved ridefysioterapeutisk stævne

18. april 2018 kl. 06.00

I anledning af 1 års dagen for åbning af Ridefysmidt.dk, har ridefysioterapeut Dorte Spanggaard netop afviklet et stævne for de patienter, der hver uge modtager ridefysioterapeutisk behandling på hendes Ridecenter i Asferg.

Der var i alt 23 ryttere tilmeldt. De red enten alene eller flere sammen, og uanset handicap eller der skulle bruges bagrytter eller ekstra støtte, så kunne alle være med, fortæller Dorte Spanggaard, og de var endda flere af rytterne, som selv havde udformet det program, de skulle ride.

Stævnet var en stor succes. Alle ryttere gjorde sig selvfølgelig fortjent til en flot roset lavet specielt til lejligheden og hestene nød dagen ligeså meget som rytterne og personalet.

Samtidig med afvikling af stævnet kunne deltagere og tilskuere nyde godt af gratis the, kaffe og slushice i rytterstuen, som til tider var godt fyldt med mennesker.

Ridefysmidt.dk har eksisteret siden 1. april 2017 og tilbyder ridefysioterapeutisk behandling til mennesker med et medfødt handicap, eller som følge af ulykke eller erhvervet sygdom.

- Ridefysioterapi er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi, og er en lægehenvist behandling, siger Dorte Spanggaard.

Og udover at ridecentret havde 1. års fødselsdag, kunne ridefysioterapeut Dorte Spanggaard ligeledes fejre sit 10 års jubilæum som ridefysioterapeut i år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste