100 borgere til møde om Arden
Der var stor lokal interesse for at høre om visionsplanen for Arden By, som går under navnet "Byen i skoven - skoven i byen".
Omkring 100 interesse- rede borgere og politikere var forleden aften mødt frem i Arden Kulturhus, hvor planen blev præsenteret.
Den er et resultat af et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune, Arden Fællesråd og lokale ildsjæle.
- Nu skal planen godkendes af byrådet senere i november, og så skal vi have nedsat arbejdsgrupper med ildsjæle og interesserede fra byen, fortæller formand for Fællesrådet, Jens Riise Dalgaard.
De første har allerede meldt sig til arbejdsgrupperne, men man vil gerne være endnu flere, som er interesserede i at arbejde med udviklingen af Arden.
- I byrådet har vi allerede afsat et pænt beløb til byfornyelse i hovedbyerne i de kommende år, og der er gode fonde at søge.
- Så hvis vi kan udvikle de gode projekter i Arden, vil de kunne gennemføres i de kommende år, stiller Jens Riise Dalgaard i udsigt i sin egenskab af byrådsmedlem.