Billede beskrivelse

Landsbyen vækkes til live for 20. gang

31. juli 2025 kl. 09.26

VESTERBØLLE: I den kommende weekend, 2.-3. august, bliver der igen “Levende Landsby” i Vesterbølle, og det markerer en slags jubilæum. Det er nemlig 20 år siden, man første gang holdt arrangementet og med undtagelse af corona-året 2020 har man holdt det lige siden.

Formålet er at demonstrere, hvordan livet i en landsby udspillede sig i "i gamle dage", og i den forbindelse lukkes Vesterbølle af, så det kun er hestekøretøjer, der må køre i byens gader. Det er en af de muligheder, gæsterne har for selv at deltage. Der tilbydes nemlig ture i hestevogne, og med seks hestespand bliver det næppe noget problem at komme til.

Billede beskrivelse

Men der er meget andet at se og prøve. I skolestuen kan man få en smagsprøve på, hvad Folkeskolen var, da den blev kaldt den sorte skole med fysisk afstraffelse og udenadslære. Publikum inviteres også med i marken, hvor der skal høstes på gammeldags maner med le, mens herremanden og ridefogeden svinger pisken.

Mange steder i byen kan man besøge arbejdende værksteder, hvor man for eksempel kan se en smed eller en stenhuggeren i aktion. Dansk Fåreavl er begge dage på besøg, klipper får og viser, hvordan der kan spindes garn og laves ting af uld. Hos mange udstillere kan gøre en god handel.

Bag arrangementet står Vesterbølle Sogns Beboerforening og Foreningen Levende Landsbykultur i Vesthimmerland. Hanne Kudahl, der er kasserer i sidstnævnte forening, fortæller, at man i år har fået nye strenge at spille på. Ikke mindst på Hougaarden, hvor der er masser at se på.

Billede beskrivelse

- Hougaarden er blevet gennemrenoveret for 1,2 millioner kroner og skal fremover fungere som besøgscenter. Vi har også netop taget en ny hal i brug, hvor man bedre kan se landbrugsredskaber, hestekøretøjer og veterantraktorer, siger hun.

Et hav af frivillige fra hele Himmerland er i sving i løbet af de to dage, og der kommer normalt 500-600 gæster fra nær og fjern. Det er ikke mindst børnefamilier, og ofte bedsteforældre sammen med deres børnebørn.

Som det efterhånden er blevet tradition, er det Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen, der forestår den officielle åbning og går i marken sammen med høstfolkene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste