Billede beskrivelse

Kommune søger frivillige

12. oktober 2023 kl. 11.05
Opdateret kl. 11.13

I øjeblikket søger Rebild Kommune frivillige demensveninstruktører. Karen Margrethe Adamsen, som bor i Kirketerp, er 72 år gammel og demensveninstruktør. 

- Jeg blev uddannet som demensveninstruktør i 2018 og har besøgt rigtig mange virksomheder og foreninger de forløbne år for at uddanne demensvenner. Et besøg af en demensveninstruktør tager omkring en times tid og indebærer et oplæg fra mig om, hvad demens er, og hvordan man kan hjælpe mennesker med demens i sin hverdag. Efter oplægget får vi en god snak. Bagefter kan butikken kalde sig ”demensvenlig, fortæller hun. 

- Det giver rigtig meget mening for mig at være demensven-instruktør, fordi jeg er med til at udbrede kendskab til demens, som er en sygdom, der rammer flere og flere. De fleste mennesker kender en eller flere i deres familie eller omgangskreds som er ramt af demens – og det er en sygdom som er hård for de pårørende. 

Bliv demensveninstruktør

Rebild Kommune søger i samarbejde med Alzheimerforeningen frivillige, der ønsker at være med til at gøre hverdagen nemmere og mere tryg for mennesker med demens. Flere frivillige som lokale demensveninstruktører kan bidrage til at styrke forståelsen for livet med demens. Som demensven-instruktør, er du med til at skabe en bedre og tryggere hverdag for borgere med demens i Rebild Kommune og alle andre steder.

Kommunen tilbyder et heldagskursus for alle interesserede, der ønsker at arbejde frivilligt som demensveninstruktører. På kurset vil deltagerne blive klædt på til at formidle basisviden om demens og dermed skabe nye demensvenner blandt borgere og medarbejdere i for eksempel butikker, foreninger og offentlig transport. Kurset løber af stablen den 8. november i byrådssalen på Støvring Rådhus klokken 9 til 15.

Kurset er gratis at deltage i, og der vil være forplejning undervejs. Det er ikke nødvendigt at have faglig ekspertise eller særlig viden om demens for at deltage.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste