Kendt DJ sætter Vesthimmerland på landkortet til Folkemødet på Bornholm
Den kendte og mangeårige DJ Peter Christensen fra Aars fik for andet år i træk sat Vesthimmerland på landkortet ved Folkemødet på Bornholm.
Det skete i BL’s Dome, fredag 16. juni, sammen med hans gode ven og DJ makker Jørgen de Mylius.
- Vi var meget spændte på, om vi kunne gentage sidste års store succes. Men allerede da vi ankom til eftermiddagens musikquiz, var publikum mødt op i endnu større tal end sidste år. Det tog jeg lidt som en gave, da jeg også havde fødselsdag, lyder det taknemmeligt fra Peter Christensen.
- Om aftenen fyldte vi endnu engang Domen til en kæmpe 80’er dansefest tilsat diverse godt. Og det til trods for at Oh Land spillede på hovedscenen lige ved siden af!
- Det er vi både glade og stolte over, men vi gjorde dybest set bare vores arbejde – nemlig at skabe fest og stemning med masser af god musik.
- At vi tilsammen har over 100 år i musikkens tjeneste som DJ’s, gjorde nok også en forskel, smiler Peter Christensen.
Peter Christensen og Jørgen de Mylius nyder hinandens venskab og samarbejde. Næste gang de mødes, så sker det næsten på Peter Christensens hjemmebane.
Fredag 7. juli skal de varme op for Smokie til Made in Himmerland.