Billede beskrivelse

JYSK udvider og giver den fuld skrue med store rabatter

06. marts 2026 kl. 15.01

AARS: Det er måske ikke til at se det, men JYSK i Aars har gennemført en større udvidelse af sit butiksareal med en tilbygning på 220 kvadratmeter til lageret og en udvidelse af havecenteret med et halvt hundrede kvadratmeter. Det samlede butiksareal er nu 1500 kvadratmeter

- Det er kun i havecenteret, kunderne vil opleve forskellen, men det er en stor lettelse for os, så vi synes alligevel, vi vil markere det over for dem, siger butikschef Jeppe Hald Jensen.

Og det bliver der i den grad. Hele kæden fejrer fra 26. marts fødselsdag med en række tilbud på udvalgte varer i alle JYSK-butikker, nogenlunde samtidig med at kunderne begynder at efterspørge havemøbler, men i Aars udgiver man en ekstra ugeavis med flere tilbud, og ifølge Jeppe Jensen er der virkelig noget at komme efter.

Billede beskrivelse

- Vi giver op til 70 procent rabat på varer i hele butikken, og umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om noget, der ikke er på tilbud, så Black Friday kan godt gå hen og lægge sig, siger han.

Jeppe Jensen er født og opvokset i Aars og har stået i lære i byens JYSK-butik. Efter endt læretid blev han souschef i JYSK i Støvring, men nu er han tilbage i Aars, hvor han har været butikschef i de seneste to år.

I den tid har ikke bare han, men hele JYSK haft stor fremgang i salget. Og Aars ligger absolut blandt duksene i kæden.

- Vi vækstede 12 procent sidste år, mens hele kæden gik frem med 10. I det nuværende regnskabsår er vi indtil nu vokset yderligere 10 procent. Tager vi møbler alene, er fremgangen på 30 procent, så det går rigtig godt. Det er også derfor, vi har brug for flere kvadratmeter. Det er simpelthen for at kunne følge med. Vi havde i forvejen et for lille lager i forhold til gennemsnittet i en JYSK-butik, siger Jeppe Jensen.

Han nyder i den grad at være "hjemme" i Aars igen.

- Jeg kender jo rigtig mange af dem, der kommer her. Det er måske også en del af årsagen til, at kunderne kommer igen, og at det altså går så godt, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste