Julegave til syv millioner kroner åbnes lørdag
SKØRPING: Et slaraffenland af en legeplads, blandt andet med Rebild Kommunes længste rutschebane, muligheden for at møde julemanden og endelig et traktement af vådt og tørt.
Det er blandt de oplevelser, man kan få, når KulturGården i Skørping indvies lørdag med snoreklip, fællessang og officielle taler af blandt andre borgmester Jesper Greth.
Faktisk er KulturGården ikke helt færdig, men for at skabe størst mulig opmærksomhed er indvielsen programsat samtidig med det årlige julemarked, der plejer at trække mange mennesker til.
- Vi er superglade for resultatet, der rummer nye muligheder for alle generationer. Det vil vi naturligvis gerne vise frem for så mange som muligt, og så er julemarkedet en oplagt anledning, siger formanden for KulturStationen, Finn Nygaard.
Gengangere fra tidligere års julemarkeder vil kunne konstatere, at der mildest talt er sket forandringer i omgivelserne, efter at håndværkere og entreprenører har været i sving siden juni.
- Jeg tror godt, jeg kan sige, at det er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse. Det har vi trængt til, lige siden KulturStationen blev taget i brug i 1997 - et gårdrum, der kan matche alle de aktiviteter, der foregår indenfor. Vi har været i gang med ideudvikling, planlægning og projektering i fem år, og at se resultatet er rigelig belønning for alle de timer, vi har lagt i det, siger Finn Nygaard, der er en del af den 11 mand store arbejdsgruppe bag projektet.
Der arbejdes fortsat på projektet, og først så sent som i sidste uge nåede man til at plante de træer, der skal vokse i Kulturgården. Desuden mangler der de karnapper, som skal bygges på bibliotekets mur ud til gården, og den trappe, der skal lede ned til gården.
- Vi har en forventning om, at de kommer på plads kort efter nytår, men hvornår vi bliver helt færdige, er ikke helt sikkert. Jeg tænker, vi laver et nyt arrangement i foråret, når vi er helt i mål, siger Finn Nygaard.
Blandt de mange elementer, KulturGården rummer, er som nævnt kommunens største rutschebane, siddepladser og grønne rum, og med en halv million kroner i støtte fra Statens Kunstfond er der blevet tilføjet et stort kunstværk "De Hvide Blade", der er skabt sammen med borgere, børn og unge.
Projektet har samlet set kostet 6,9 millioner kroner.
Realdanias Bymidtepulje tegner sig for 3,45 millioner, Nordea-fonden en million, Statens Kunstfond 500.000,
Arkitektforeningen i samarbejde med Dreyers Fond 170.000, Skørping Rundt 50.000 og endelig Rebild Kommunes områdefornyelsespulje 1,9 mio. kr.
Julemarkedet åbner kl. 10, mens indvielsen begynder kl. 11.