Juleforberedelser har stået på siden 1990
Tradition holdes i hævd
STRANDBY: Nu er det snart jul igen, og traditionen tro indledes juleforberedelserne med julemarked i Strandbyhallen i Strandby ved Farsø søndag 13. november.
Strandbyhallen vil igen være fyldt med alt hvad der hører julen til. Julemarkedet er meget andet end nisser. I år har der været usædvanlig rift om standene, som var udsolgt på lidt under en måned.
- Flere har henvendt sig forgæves og er endt på venteliste, fortæller en af arrangørerne Henning Christensen.
- Der er rigtig meget kunsthåndværk, som vil være oplagte julegaveemner. I alt 41 udstillere fordelt på 53 stande er med, og mange af udstillerne er nye i forhold til sidste år. Så der er meget nyt at se på i år.
- De senere år har vi oplevet et mærkbart løft af kvaliteten af varerne. Så vidt jeg kan fornemme, så bliver det endnu bedre i år.
- Når man har været rundt i hallen og set og rørt ved varerne og handlet, så er der som sædvanlig muligt at sætte sig i julecafeen og hygge sig med gløgg og æbleskiver, et stykke smørrebrød, en kop kaffe eller the mv. inden man går en ny tur rundt i hallen, siger Henning Christensen, som fortæller, at der også er amerikansk lotteri, ligesom julemanden plejer at komme forbi.
Julemarkedet i Strandbyhallen er anderledes. Der er lagt meget vægt på julehyggen og at gæsterne har lyst til at blive i lang tid. Som mange af gæsterne siger: ”ingen jul, uden julemarked i Strandbyhallen”
Corona kommer ikke til at drille julemarkedet i år. Der vil dog være masser af sprit både ved indgangen og i standene.
Der har været julemarked i Strandbyhallen siden 1990.