Fra første penselsstrøg har interessen for det kæmpemæssige maleri midt i byen været stor. Alligevel ved ingen, om det lykkes at bevare billedet, der er blevet et slags vartegn for Aars. <i>Arkivfoto: Kurt Bering</i>
Livet her

Ikon i fare: Hvad skal der blive af Tjener Boldt?

Populært gavlmaleri står til at ende i malerbøtten, da ingen tager det videre ansvar for det 

22. september 2022 kl. 14:01

AARS: På fire år er han blevet en af byens mest elskede indbyggere. Alligevel risikerer Matadortjeneren Severin Boldt at blive malet ud af historien efter næste sommerferie. 

Maleriet af Danmarks nok mest kendte tjener når nemlig i august udløbsdatoen på sin lejekontrakt på det centrale Kimbrertorvet, og så må han som alle andre uden papir på sit hjem forføje sig et andet sted hen. Eller i dette tilfælde: Lade sig male over med hvid maling. 

Hvis ikke nogen vil tage sig af den elskede figur.

For dyrt i længden

Den gode nyhed er, at det vil mange gerne. Den dårlige er, at når det kommer til at betale for det, så er interessen ikke så kontant.

30.000 kroner har handelstandsforeningen hidtil betalt i husleje af gavlen, og det er så dyrt, at man ikke vil forny lejekontrakten.

- Vi synes i handelstanden ikke vi kan forsvare at bruge de penge på det mere. Men vil nogen overtage gavlmaleriet, kan de få det for nul kroner, har de handlendes formand Jørgen Sørensen tidligere foreslået i Aars Avis.  

Imidlertid er der ham bekendt ikke kommet bud ind. Så skæbnen for den landskendte tjener - der blev spillet af den Aars-fødte skuespiller Per Pallesen - står stadig til at blive den hvide pensel. 

Ikke særlig slidt

Jørgen Sørensen vil dog ikke afvise, at handelstanden måske vil give en mindre del af et større beløb, der indsamles for at bevare den kendte tjener:

- Men det skal være et langt mindre beløb. Vi synes de 30.000 kroner er dyrt for en væg, der ikke kan bruges til så meget andet. Andre steder i landet er en ejer af sådan en tom gavl glad for, at nogen vil bekoste sådan et maleri, siger han.

De fem års leje blev lavet ud fra en forventning om, at det var den tid, det ville tage for vind og vejr at slide det markant ned. Det er dog ikke sket.

Håber på borgmester

Kunstneren bag maleriet bor kun 100 meter væk, og han har for længst gjort behovet for reparation op:

- Boldts hænder skal have noget maling. Og de cykelryttere, der står forneden skal også have noget på benene. Ellers ser det sådan set fint ud, siger Peer Poulsen.

Han ser også gerne maleriet bevaret og hæfter sig ved, at kommunens borgmester, Per Bach Laursen (V), har udtalt, at maleriet bør bevares.

Og så forholder Peer Poulsen - som alle andre - afventende, og ser hvad der sker.  

Annonceret indhold

Nyeste