Husejer fulgte med i indbrud, mens det skete: Har nogle set dette køretøj?
Anmelderen genkendte gerningsmanden fra tidligere og oplyste politiet om hans særlige køretøj, der nu har givet dem et spor at forfølge.
VESTHIMMERLAND: Fredag eftermiddag, kl. 16:22, stod en fremmed mand og kiggede ind ad vinduerne til en villa på Mallevej i Ranum.
På samme tid stod husets ejer og kiggede på manden. Ikke fysisk, men via en skærm: Huset er nemlig videoovervåget.
Husejeren kunne nu følge med i, hvordan manden først gik væk fra vinduerne og hen til carporten. Åbnede den, lukkede den igen, for derefter at bevæge sig om på den modsatte side af huset og ind ad bagdøren.
Husets ejer anmeldte det igangværende indbrud til politiet. Her kom det frem, at det faktisk ikke var første gang, anmelderen så ham, der befandt sig i hans hus. Manden havde nemlig været i nabolaget tidligere, hvor han også havde været en tur henne ved vinduet.
På daværende tidspunkt talte husejeren til manden via et højttaleranlæg. Det fik ham til at forlade adressen i et køretøj, der nu giver politiet et ekstra spor at gå efter.
- Dengang kørte han i en blå tuk tuk. Så hvis nogle fra området ved, hvem der kører sådan en, må de meget gerne kontakte os, siger politikommissær Jesper Fredsgaard.
Politiet har modtaget videoovervågningen. De har desuden været ude på adressen for at indsamle eventuelle DNA-spor fra gerningsmanden.