Henning Beck-Nielsen: Fra Himmerland til professorens podium
FARSØ: Den 5. november kl. 19.30 inviterer Farsø Lokalhistoriske Arkiv til et spændende arrangement i Dronning Ingrid Hallerne, hvor professor Henning Beck-Nielsen vil fortælle om sin rejse fra en barndom i en lille landsby i Himmerland til en karriere som professor.
Det fortæller arrangørerne i en omtale.
Hans fortælling vil især appellere til dem, der – ligesom ham – voksede op i 1960'erne og oplevede en helt anden livsbane, end den der var forudset i 1950'ernes mere beskedne kår.
Henning Beck-Nielsen, som oprindeligt skulle have været landmand eller vognmand, endte i stedet med at tage realskole, gymnasium og universitet. Hans erindringer om en opvækst i Vester Hornum vil vække genklang hos mange og give mulighed for både at spejle sig i og reflektere over ligheder og forskelle fra den tid. Han vil blandt andet berøre spørgsmålet: "Hvorfor endte jeg som professor og ikke som bondeknold?"
Dette spørgsmål har rødder i hans mors formaninger og støtte, der blev afgørende i hans livsbane.
Henning fremhæver, hvordan hans lærers anbefaling, økonomisk støtte fra forældrene til transport og oprettelsen af gymnasiet i Aars var heldige omstændigheder. Han peger samtidig på de vigtige strukturelle forhold, som er nødvendige for, at mønsterbrydere kan trives – herunder vigtigheden af små skoler, udkantsgymnasier og universiteter i hele landet.
Dn levende fortæller Henning Beck-Nielsen vil tage publikum med tilbage til barndommens land med sine levende beskrivelser og anekdoter.
En særlig episode, der ændrede hans livsbane, var hans indlæggelse på Farsø Sygehus, hvor overlæge Mygind blev hans forbillede – en oplevelse, der inspirerede ham til at blive læge.