Seneste nyt
Billede beskrivelse

Heine kører 800 km for at deltage i Kanal Gourmet og Kulturrally

09. januar 2024 kl. 16.00

Man skal være med til Kanal Gourmet og Kultur Rally 2024, når det i år afvikles søndag den 26. maj. Det er der ingen tvivl om hos Stein Ålstedt og Synnøve Kongshaug, Vågå i Norge. 

De har i fem år deltaget i arrangementet, men kan ikke få nok. De oplever Kanal Rallyet som en herlig cocktail af oplevelser. Noget, som de ikke har oplevet andre steder i verden. De ser frem til en køretur på 800 kilometer og et par lange sejlture for at være med igen.

Billede beskrivelse

- Det er en fantastisk oplevelse at deltage. Løgstør og omegns ildsjæle, kultur- og handelsliv står sammen om Kanal Gourmet og Kultur Rallyet på en bemærkelsesværdig måde. Det er en utrolig markedsføring af by og omegn, som giver en præsentation af den værdirigdom, området indeholder. Vi tager derfor gerne de mange kilometers kørsel og sejlturene, siger Stein Ålstedt.

Billede beskrivelse

- Det er en oplevelse ud over det sædvanlige at deltage. Her møder vi mennesker fra hele Danmark og udlandet. Vi får af guider masser af relevant information om natur og kultur, smager på masser af retter fra områdets restauranter og madproducenter, nyder dejlige vine, specialøl og lokalt producerede gibbernakkere. Derudover kommer vi tæt på områdets kunstnere og forretningslivet. Det er unikke oplevelser, understreger Synnøve Kongshaug.

Billede beskrivelse

- Masser af musik, sangkor og arbejdende kunstnere er sammen med en række forretningsdrivende med til, at der på hele turen langs Frederik d. VII's Kanal og Løgstør by hele tiden sker noget nyt, spændende og uforudsigeligt. De herlige smagsprøver gør, at man bare ser frem til at komme frem til næste stop med nye oplevelser, det er Stein Ålstedt ikke i tvivl om.

Afslutningen med Danmarks største kagebord er en helt speciel oplevelse. Masser af forskellige slags kager frister på tag-selv-bordet, og deltagerne holder sig ikke tilbage med at nyde varerne. Det er med til at mætte den sidste sult, så alle kan tage velnærede hjem. 

Billede beskrivelse

- Det er jo herlige tilkendegivelser at høre, siger tovholder Thorkil Baattrup-Andersen, Lions Club Løgstør. Han er stolt af den popularitet, Kanal Gourmet og Kultur Rally har fået. Interessen for dette års rally er så stor, at der kun er omkring 50 billetter tilbage, før der kan meldes udsolgt.

Overskuddet går ubeskåret til sociale, humanitære og kulturelle aktiviteter. Det såvel lokalt som i Danmark og andre steder i verden, hvor der mangler hjælp. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste