Eleverne på Støvring Gymnasium holdt Store Klimadag, hvor der blandt andet blev lavet kunst af skrald.
Livet her

Gymnasieelever nedlagde undervisningen til fordel for klimaet

Eleverne på Støvring Gymnasium vil have klima til at fylde mere ved det kommende folketingsvalg. Derfor holdt de Store Klimadag på gymnasiet i anledning af den internationale klimastrejkedag. Her blev der skrevet klimasange, løbet affaldssorteringsstafet og lavet kunst af skrald.

23. september 2022 kl. 16:48

I stedet for at tage til København og deltage i den internationale klimastrejkedag på Christiansborg Slotsplads, valgte eleverne på Støvring Gymnasium en alternativ form for undervisningsblokade. Den ordinære undervisning blev skiftet ud med forskellige workshops, der alle tog udgangspunkt i, hvordan man kan gøre noget godt for klimaet. Dagen var planlagt af skolens miljøudvalg med formand Sonja Perlick i spidsen.

- Vi strejker fra undervisningen ved at lave noget klima-relevant, siger Sonja Perlick.

Formand Sonja Perlick og næstformand Sille Bjørnbak Kjær for miljøudvalget på Støvring Gymnasium går begge i 3. g.

I Danmark bliver den internationale klimastrejkedag afholdt af Den Grønne Ungdomsbevægelse og Friday For Future-bevægelsen. Sidstnævnte er inspireret af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, og er efterfølgende blevet et verdensomspændende symbol på børn og unges kamp for klimaet.

Metal eller farligt affald?

Dagen bød blandt andet på en debat med to folketingskandidater, Mikkel Højsleth (C) og Esra Ocak (Q), hvor eleverne udfordrede synspunkter fra begge fløje. Her blev både snakket aftensmad, atomkraft og aktivisme, og selvom begge kandidater kunne nikke ja til, at der skal gøres noget for klimaet, var der langt fra enighed om, hvilke tiltag, der er nødvendige.

Herefter stod den på diverse aktiviteter, som både havde til formål at være underholdende og lærerige for eleverne. Der blev blandt andet fremstillet skilte på trods af, at eleverne ikke skulle med til demonstration i København. Til fremstillingen blev der brugt pap fra skolens papcontainer og grene fra træer, så det blev så klimavenligt som muligt.

- Vi har prøvet at gøre det på den mest miljøvenlige måde uden at købe alt for meget. Så vi har været ude og samle pinde, og ude i papskraldespanden og finde pap, forklarer Sille Bjørnbak Kjær, der er næstformand i miljøudvalget på gymnasiet.

Foruden at male slagord på skilte og skrive en klimasang, var der også arrangeret affaldssorteringsstafet, hvor eleverne på tid skulle smide forskelligt skrald i de rigtige affaldsspande. Her gjaldt det i den grad om at holde tungen lige i munden - for er tomme deodoranter metal eller farligt affald, og må pizzabakker komme i papcontaineren?

Klimavenlig frokost

I et andet klasselokale kunne eleverne slippe kreativiteten løs. Her blev der fremstillet kunst af skrald, og kun fantasien satte grænser for, hvad tomme cremefraiche-bøtter, ridsede CD'er og gammelt legetøj kunne blive til.

Med en limpistol i hånden og en god bunke assorteret affald, gik eleverne i krig med opgaven. Det kom der mange spøjse skulpturer ud af.

En af de elever, som lavede en skraldeskulptur var Johanne Nielsen, der går i 2. g.

Desuden blev der i dagens anledning kun serveret vegetarmad i gymnasiets kantine, selvom det fik enkelte elever til at søge andre steder hen for at få kød på frokostbordet.

Annonceret indhold

Nyeste