Genrefoto
Livet her

Grimt føre: Tre uheld på under en time i møgvejr

Nordjyllands Politi havde travlt med glatføre uheld - bl.a. to på motorvej ved Hobro

03. februar 2023 kl. 05:51

NORDJYLLAND: Nattens sne- og slud kom i den grad bag på bilisterne i Nordjylland. I hvert fald havde Nordjyllands Politi og beredskaberne en travl tid fra ved godt 02-tiden til ved 03.30-tiden natten til fredag.

Her skete der hele tre uheld - alle formentligt  på grund af det glatte føre efter nattens trælse vejr.

Det oplyser vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.

Første anmeldelse kom klokken 02.29, hvor der skete et uheld på motorvej E45 i sydgående spor vest for Hobro cirka en kilometer syd for afkørsel 35. 

Oprindelig troede politiet, at der var to involverede biler, men det viste sig, at kun en bil havde taget sig en snurretur, men været tæt på at ramme en anden bil. Så her skete der heldigvis ingen personskade.

- Uheldet er formentlig sket på grund af det glatte føre kombineret med for høj hastighed, lyder det fra vagtchefen.

Blot 10 minutter senere og tre-fire kilometer længere nordpå, men i nordgående spor, gik det galt for en taxa i et solouheld.

- En kvinde på 43 år blev kørt til et tjek på sygehuset, men umiddelbart uden alvorlige personskader. Igen har føret formentlig spillet ind, forklarer Jesper Sørensen.

Klokken 03.11 kom så tredje anmeldelse. Her kom en mandlig bilist kørende ad Halsvej lidt øst for motorvej E45. Her rullede bilen rundt og landede på taget. 

- Heller ikke her var der tale om alvorlig personskade, men manden blev kørt til tjek på Aalborg Universitetshospital, siger vagtchefen.

Ved 05.30-tiden kom der så melding om endnu et uheld. Denne gang i  krydset Koktvedvej og Peter Wessels Vej i Frederikshavn. Her havde en cyklist og en bilist påkørt hinanden - igen uden alvorlig personskade.

Jesper Sørensen havde på grund af det grimme vejr en klar opfordring til bilisterne fredag morgen:

- Kør efter forholdene og ikke tavlerne med fartbegrænsningerne. Hold god afstand og kom hjemmefra i god tid. Føret er elendigt derude, lød det fra vagtchefen. 

At det bør tages alvorligt understreges også af, at Vejdirektoratet fredag morgen meldte om sne- og isglatte veje i store dele af Vendsyssel samt Rebild og Mariagerfjord Kommuner.

Annonceret indhold

Nyeste