Billede beskrivelse

Fra halfest til kunstudsmykning – hvem løber med prisen?

03. marts 2026 kl. 14.02

VESTHIMMERLAND: Vinderen af Kulturprisen i Vesthimmerland skal igen findes – og det sker i forbindelse med Kultur- og Sundhedsugen 2026.

Kulturprisen gives til en person eller en gruppe, som har ydet en særlig indsats for kulturlivet i Vesthimmerlands Kommune. Det er Vesthimmerlands Kulturråd, der udpeger prismodtageren blandt de indkomne forslag, og alle borgere i kommunen kan indstilles til prisen.

– Vi har igen et stærkt felt af nominerede, som har gjort en stor indsats for kulturlivet på tværs af kommunen. De viser også, at kultur er mangfoldig og kan henvende sig til mennesker på mange forskellige måder – fra lokalhistorie til koncerter og udsmykninger, fortæller formand for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann.

Sidste år gik prisen til Brian Svendsen for hans engagement i musiklivet i Vesthimmerland – heriblandt indsatsen i Sangkraft Vesthimmerland. En pris, som han er stolt over og glad for.

- Når jeg ser de tidligere vindere, så kan man kun være stolt, og det er også positivt, at der bliver kastet lys på noget af det, der rører sig i kulturlivet. For mit vedkommende Sangkraft, siger han.

Tidligere vindere af Vesthimmerlands Kulturpris

2024 Ingelise Nielsen, formand for Aalestrup Seniorer, for at stå i spidsen for mange gode arrangementer – fortrinsvis for ældre.

2023 Hessels Venners Laug for at formidle historien og fortidens levevis gennem underholdning, oplevelser og et væld af håndværk for alle aldersgrupper og nationaliteter.

2022 Styregruppen bag ”Børnekulturnat i Løgstør” for at tage initiativet til børnekulturnatten.

2021 Hans Grishauge for sin medvirken til oprettelsen af Kulturhuset i Hornum i den tidligere Frimenighedskirke.

2020 Inge og Erik Kragelund for deres mangeårige indsats for “Vennepunktet” i Gedsted og for at styrke samarbejdet mellem skole og foreningsliv gennem 32 år.

2019 Ingen uddeling.

2018 Karen Pihlkjær - Initiativtager til og mangeårig drivkraft i Folkevirke Vesthimmerland med stærkt engagement i folkeoplysning og kunst.

2017 Mogens “Livsnyder” Lynge for gennem fotografi at markedsføre Løgstør og sætte byen på landkortet.

2016 Hans Støttrup, bestyrelsesformand for Johannes V. Jensen Museet, for at udbrede kendskabet til Johannes V. Jensen og initiativtager til “børnenobelprisen”.

2015 Karen Margrethe Eriksen, for at tage initiativ til Vesthimmerlands Teaterforening og styrke kommunens teaterliv.

2014 Egon Jensen. Central drivkraft i det lokalhistoriske arbejde, Arkivsamvirket og Vesthimmerlands Museumsforening.

2013 Samuel Frederiksen for omfattende musikalsk engagement, talentudvikling og kulturel profilering af kommunen.

2012 Monica Isa Andersen. Ungt kultur­talent inden for sang og dans med både lokale og nationale optrædener.

2011 Birthe Gindrup for sit engagement i Gundestrupspillene og formidling af lokal kulturhistorie.

2010 Mona Jensen for sit engagement i foreningen Den Levende Middelalder.

2009 Elise Børresen, tidligere leder af musik- og kulturskolen samt initiativtager til opbakningen bag Musikhus ALFA.

2008 Troels Lauersen, præst og forfatter, kendt for Gundestrup-spillene og formidling af lokale digtere.

2007 Bente Høj Jensen (Første modtager af prisen). Hædret for sit store arbejde med at rejse midler til kulturelle projekter, herunder Musikhus ALFA og Aars Teater Bio.

Der er i år fire nominerede, og det er efter Brian Svendsens opfattelse for få.

- Når jeg ser på, hvor mange der til dagligt er involveret i kulturel aktivitet af høj kvalitet, kan det undre mig, at der ikke er flere, der er indstillet til prisen. Jeg møder mange, der kunne gøre sig fortjent til den, siger han.

Siden han modtog prisen, har han spekuleret lidt over, om den kunne tilføres en ekstra dimension.

- Det er jo en anerkendelse af det, man har lavet. Måske kunne man lade et beløb følge med prisen - sammen med forpligtelsen til at lave noget nyt, så den også motiverer fremadrettet. Det kunne være en god ide, siger han.

De fire nominerede i 2026 er:

- Strandby Eventen, der yder en stor indsats med den årlige halfest i byen.

- Lokalhistorisk Forening for Ullits & Foulum, der blandt andet har udgivet en bog med opgørelser over alle huse i Ullits samt små fortællinger om oplevelser og minder fra barndommen.

- Britta Hougaard, De Kreative Frivillige, Løgstør, der er en drivkraft blandt de frivillige og sætter gang i en række projekter med smittende energi. Hun var blandt andet tovholder på udstillingen ”Naturens stemme – forfald”.

- De Kreative Frivillige, Løgstør, der arbejder med kunstneriske udsmykninger i byen – først i forbindelse med Johnny Hougaards udstilling og senere på egen hånd i Skoleengen.

Kulturprisen overrækkes ved afslutningsarrangementet for Kultur- og Sundhedsugen i ALFA Vesthimmerlands Musikhus søndag 8. marts klokken 15.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste