Svømmeklub samlede lokale skoler til stort stævne
AARS: Onsdag 18. marts dannede Svømmecenter Vesthimmerland rammen om et lokalt Skole-OL-stævne i svømning, hvor flere skoler fra området deltog i en dag fyldt med bevægelse, samarbejde og fællesskab.
Arrangementet blev planlagt af Aars Svømmeklub i samarbejde med Svøm Danmark.
Klubben stillede med hele 15 frivillige hjælpere, der bidrog til at gennemføre stævnet og sikre en god oplevelse for de mange deltagende elever.
Det er samtidig andet år i træk, at Aars Svømmeklub afholder Skole-OL i svømning i Aars. Klubben har igen været med til at skabe rammerne for en aktiv og anderledes skoledag for eleverne fra lokalområdet.
Dagen samlede elever fra seks forskellige skoler i området: Østermarkskolen, Fjelsø Friskole, Vestrup Skole, Løgstør Skole, Aars Skole og Solhverv Privatskole.
Her dystede eleverne klassevis i en række forskellige svømmediscipliner, hvor samarbejde og holdånd var mindst lige så vigtigt som svømmemæssige færdigheder.
Styrk fællesskabet
Projektet Skole-OL er udviklet i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og giver skoleklasser mulighed for at prøve kræfter med forskellige sportsgrene i en anderledes og motiverende ramme.
Målet er at styrke fællesskabet i klassen og skabe gode oplevelser med bevægelse.
I svømning foregår konkurrencen som en såkaldt klassekamp, hvor hele klassen dyster sammen som ét hold.
Eleverne deltager i forskellige discipliner, hvor mellem fire og otte elever fra hver klasse deltager ad gangen. Disciplinerne er tilrettelagt, så alle kan være med – både de stærke svømmere og dem, der stadig er ved at blive trygge i vandet.
Blandt disciplinerne var blandt andet forhindringsbane i vandet, vandpolo, bjærgning, stafetter og samarbejdsøvelser som at samle de olympiske ringe eller transportere den olympiske ild gennem bassinet.
Pointene fra hver disciplin blev lagt sammen, og den klasse, der samlet set opnåede flest point, vandt stævnet.
De vandt
Dette års vindere blev 4a fra Østermarkskolen samt 5a fra Vestrup Skole, som ønskes stort tillykke med deres indsats og gode samarbejde.
For Aars Svømmeklub var arrangementet også en mulighed for at styrke samarbejdet mellem skolerne og det lokale foreningsliv.
De 15 frivillige fra klubben hjalp blandt andet med afvikling af discipliner, tidtagning, speak, koordinering og praktiske opgaver i løbet af dagen.
Uden frivilliges indsats ville det ikke have været muligt at gennemføre et arrangement af denne størrelse, og fra klubbens side lyder der derfor også en stor tak til alle de frivillige, der har bidraget til at gøre dagen mulig.
Skole-OL-dagen i Aars blev dermed ikke kun en konkurrence, men også en dag præget af fællesskab, bevægelsesglæde og nye oplevelser i vandet.