Billede beskrivelse

Stafet for Livet samler Rebild til fællesskab og eftertænksomhed

06. september 2025 kl. 16.14

REBILD: Lørdag var Rebild Bakker fuld af flag, farvede team-trøjer, solsikker, balloner og masser af god stemning, da Stafet for Livet blev skudt i gang kl. 12. Her går og løber over 300 deltagere hele dagen for at støtte kræftsagen.

Rebild Spillemænd lagde ud i front, da stafetten blev skudt i gang, og lige bag dem fulgte fighterne - de kræftramte, der kæmper lige nu - klædt i gult. Herefter kommer de mange hold bestående af skoleklasser, virksomheder og især familier, der står sammen i kampen mod kræft.

Årets fightertale blev holdt af hospitalspræst Ruth Østergaard:

- Det jeg oplever igennem mit arbejde er, at det er okay at blive blive trist. Ikke alle har brug det der med ‘Op på hesten igen’ - det er okay at være nedtrykt, for kræft ér en ubehagelig omgang. Derfor er det her fællesskab i dag også så vigtigt. siger hun og fortsætter:

- Selvom grundlaget for at alle de her mennesker mødes i dag og går sammen er meget trist, så er det også meget smukt og vigtigt.

Billede beskrivelse

Team Astrid fejrer livet

Et af de mange hold var Team Astrid med hele 46 familiemedlemmer og venner, der går til støtte for femårige Astrid, som blev syg allerede som baby.

- Det er tredje år, vi er med. Vi gør det for at fejre livet og Astrid. Hun har det godt, men det har været nogle hårde år, så Stafet for Livet er blevet en mærkedag for os, fortæller hendes farmor Bente Devantie Jensen.

Hun fremhæver den særlige støtte, som opstår, når man møder andre i samme situation til arrangementet:

- Man finder trøst og fællesskab. Alle her i dag er ramt i en eller anden grad, men ingen skal stå alene med sygdommen.

Dagen igennem summer pladsen af feststemning og aktivitet. Musik i højtalerne, pyntede telte og boder med mad og merchandise, og i ballon-tombolaen kan man vinde forskellige præmier. Stemningen var god - men også præget af det stærke fællesskab, som arrangementet handler om.

Billede beskrivelse

En glad formand

For den nye formand Casper Tinggaard Kjeldsen er dagen allerede en milepæl:

- Jeg jublede i bilen, da vi passerede 300 tilmeldte. Det var mit mål, og nu drømmer jeg om at slå rekorden på 325, fortæller han med et smil.

Allerede inden start var der samlet 84.000 kr. ind gennem donationer og salg af lanterner til lysceremonien.

- Jeg har været meget spændt, men kan mærke skuldrene sænke sig lidt nu. Nu er vi i gang, og det er en fantastisk følelse. Her er så meget god energi på pladsen, og det er til at blive rørt af. Så næsten uanset, hvad vi får samlet ind, så er jeg en glad mand lige nu, siger Casper.

Billede beskrivelse

Konsulent fra Kræftens Bekæmpelse Irene Damkjær roser ham og de frivillige kræfter:

- De har arbejdet et helt år for det her. Det er imponerende, hvad sådan et fællesskab kan løfte.

Lørdag aften blev alle deltagerne samlet til den traditionelle lysceremoni. Hundredvis af lanterner dekoreret med navne, tegninger og hilsner bliver tændt og skaber en stille stund efter en dag med fart og glæde.

- Det er en meget smuk afslutning, som minder os om, hvorfor vi har gået rundt og rundt her hele dagen, siger Bente Devantie Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste