Billede beskrivelse

Rejsegilde på Enggårdens nye rækkehuse

06. marts 2025 kl. 06.02

SKØRPING: Der er fart på hos Himmerland Boligforenings afdeling Enggården i Skørping. Efter første spadestik i slutningen af september 2024 blev rejsegildet for de nye rækkehuse afholdt den 3. marts 2025.

- Byggeriet skrider planmæssigt frem, og hvis den sidste fase forløber lige så godt som hidtil, kan de første beboere flytte ind efter sommerferien, siger Ole Nielsen, direktør i Himmerland Boligforening.

Udvidelsen af Enggården udspringer af et mangeårigt ønske om at imødekomme den stigende efterspørgsel på lejeboliger i det centrale Skørping. Ole Nielsen forklarer:

- Vi fik mulighed for at udvide afdelingen, da en tidligere børnehavebygning blev fraflyttet og revet ned. Det gav plads til ni nye rækkehuse på ét plan, hver på knap 90 kvadratmeter.

Rejsegildet markerer dog kun én af flere aktiviteter i Enggården. Samtidig er der gang i en omfattende renovering af de eksisterende 35 toetagers rækkehuse, der blev opført for omkring 50 år siden. Disse gennemgår nu en nødvendig opgradering, både udvendigt og indvendigt.

Nybyggeri og renovering i Enggården er blot ét af mange eksempler på, hvordan Himmerland Boligforening udvider sin tilstedeværelse uden for Aalborg.

- For nylig afsluttede vi opførelsen af otte rækkehuse i Fjellerad, og lige nu bygger vi 33 lejligheder og 10 rækkehuse på Rytters Plads i Skørping. Derudover er vi i gang med 24 boliger på Fenris Allé i Svenstrup og næsten 50 lejligheder i Frejlev. Hvis alt går efter planen, kan vi snart tage fat på opførelsen af 14 rækkehuse på St. Restrup Fælled, fortæller Ole Nielsen.

Han ser de mange projekter som et tydeligt tegn på en voksende interesse for at kombinere almen boligform med at bosætte sig uden for de større byer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste