Nyt er yt - kom og byt: Nu er der snart store byttemarked igen
SKØRPING: Det store byttemarked er en tilbagevendende aktivitet hvert år i Rebild Kommune.
Det er sammen med mange andre klimatiltag og klima arrangementer en del af Klima Rebild, som netop sætter fokus på klimadagsordenen, skriver arrangørerne i en omtale.
I år bliver det 11. år, at der afholdes “Det store Byttemarked” i den store sal på Kulturstationen Skørping.
Det er søndag d. 23. marts klokken 10-15.
Ved det store byttemarked kan du aflevere gode ting, som du ikke længere har brug for. Derefter kan du gå på jagt i andres aflagte tøj, værktøj, køkkengrej, legetøj, bøger, nips og andet.
Byttemarkedet er en social, gratis og bæredygtig begivenhed, som mange hver eneste år har stor glæde af at besøge. Deltagerantallet har tidligere været mellem 450-500 personer, og folk kører langvejs fra for at deltage i arrangementet.
Dagen byder også på anden underholdning end at bytte. Alle børn er velkomne i “Familie-værkstedet”, som er et delvist aflukket område hvor børn og deres familier, kan holde en pause fra bytteriet. I år kan børn dekorere en stof-madpakke pose. En madpakke-pose i stof kan vaskes og bruges igen og igen. På den måde kan hvert barn spare miljøet for rigtig mange plastposer hver eneste år.
Lokale unge går modeshow med tøj fra byttemarkedet og sætter fokus på bæredygtig mode og sammensætning af tøj. Arrangører er Skørping Borgerforening, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Foreningen Rødderne, Kulturstationen og Danmarks Naturfredningsforening