Seneste nyt
Billede beskrivelse

Indvielse tiltrak gæster fra nær og fjern

19. august 2026 kl. 06.02

AARS: Indvielsen af Naturrum Cimbrerhøjen i Aars blev lidt af et tilløbsstykke med gæster fra nær og fjern. 

Byggeriet til i alt 14 millioner kroner har modtaget støtte fra Vesthimmerlands Kommune og en stribe fonde og virksomheder, og ved indvielsen deltog repræsentanter for alle bidragydere.

- Det var fantastisk at kunne fremvise det, som de har givet penge til. Vi havde omkring 60 til en særlig rundvisning forud for den officielle indvielse, repræsentanter for fondene, politikere, håndværkere og entreprenører, og vi høstede meget ros for det færdige resultat, siger Brian Larsen fra initiativgruppen bag Naturrum Cimbrerhøjen.

Billede beskrivelse

Kommunen har bidraget med tre millioner kroner, men reelt har den spillet en afgørende rolle i den totale finansiering af projektet.

- De tre millioner har udløst fem millioner kroner fra fondene, hvoraf mange lægger vægt på lokal medfinansiering som dokumentation for engagement og opbakning, så vi er meget taknemmelige over for kommunen, siger Brian Larsen.

Billede beskrivelse

Taknemmeligheden gælder begge veje, lod borgmester Per Bach Laursen forstå, da han holdt sin tale ved den officielle indvielse.

- Der skal lyde en stor tak til arbejdsgruppen for en spektakulær indsats. Cimbrerhøjen bliver et fantastisk tilholdssted for adskillige borgere på tværs af mange foreninger i Aars. Jeg glæder mig også til at se Cimbrerhøjen som ramme for de gæstende vandrere, der kommer til Aars ad Hærvejen. Det er en helt fantastisk velkomst, de får, når de ankommer til byen, sagde han.

Billede beskrivelse

Der var også tale af Jakob Harbo, generalsekretær for FDF, der nu sammen med en række andre foreninger har fået Naturrum Cimbrerhøjen at boltre sig i. Michael Jørgensen fra Sparekassen Danmark Fonden, der har bidraget med 1,5 millioner kroner, tog også ordet.

- Der var heldigvis kun ros tilovers for byggeriet. Vi er selv stolte af resultatet, men det varmer alligevel, når man får det bekræftet af andre, siger Brian Larsen.

Der var ikke bare talere, men også mange lyttere under indvielsen.

- Vi blev løbet lidt over ende. Det er svært at sige, hvor mange der var - måske 400-500 - men det var i hvert fald flere, end vi havde regnet med. Der var en fantastisk stemning, og vi var lidt høje, da vi havde sagt farvel til de sidste ved 19-tiden. Det er tydeligt, at mange har været nysgerrige og også har set frem til, at det stod færdigt. Der var mange naboer, tidligere og nuværende FDF'ere og deres pårørende, siger Brian Larsen.

Billede beskrivelse

Han har i løbet af weekenden været forbi Naturrum Cimbrerhøjen og har kunnet konstatere, at der fortsat er interesse om stedet.

- Det virker, som om det har givet anledning hos flere til overvejelser om, hvorvidt de selv kunne bruge faciliteterne og blive en del af det, og det er lige præcis det, vi har håbet. Det har været drømmen, og det er spændende at se, hvordan det udvikler sig, siger han.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste