Seneste nyt
Billede beskrivelse

Bedemand sælger sin forretning til Danmarks største kæde: - Det er lidt vemodigt

20. august 2026 kl. 07.02

ØSTHIMMERLAND: Mandag 17. august blev Østhimmerlands Begravelsesforretning en del af Danmarks største bedemandskæde, Houkjær Begravelse, efter at bedemand Tine Snedker har solgt sin forretning.

Hun har været bedemand i Østhimmerlands Begravelsesforretning siden 2013, først i 6½ år som ansat, og de seneste 6½ år som ejer, men nu vælger hun at stoppe.

- Det er vemodigt at sige farvel, men det er den rigtige beslutning, føler jeg - og jeg er helt tryg ved at overdrage forretningen til Jakob Houkjær, siger hun.

Hun er på ingen måde træt af faget, men sideløbende med bedemandsforretningen har hun fungeret som bogholder i familiens smedevirksomhed, Snedker Solutions, hvor både hendes mand, Claus, og sønnerne Simon og Mikkel er travlt beskæftiget.

- Jeg er rigtig glad for mit arbejde, men smedevirksomheden vokser, og nu er den nået til et niveau, hvor det ikke længere er foreneligt med et 24/7-job som bedemand med uforudsigelige arbejdstider, siger hun.

Billede beskrivelse

Tine Snedker retter samtidig en tak til de mange, der har benyttet Østhimmerlands Begravelsesforretning gennem tiden.

- Jeg er dybt taknemmelig for den tillid, de mange familier har vist mig, og det har været en gave at kunne hjælpe. Det var også vigtigt for mig, at forretningen ikke skulle sælges til hvem som helst, så jeg valgte at gå til Jakob Houkjær, som jeg har kendt og respekteret i flere år, siger hun.

- Vi er stolte af at kunne efterfølge Tine Snedker i en forretning, som har hjulpet familier lige fra Hadsund til Aalborg. Den passer fint ind i Houkjær Begravelse, for vi har samme holdning til respekt og service, siger Jakob Houkjær.

I forbindelse med overtagelsen er der flere ændringer på vej. Houkjær Begravelse har lige som Østehimmerlands Begravelsesforretning en filial i Hadsund på Jacob Møllersgade 4, men de samles nu på Østergade 4 i Hadsund, mens forretningen i Storvorde lukker.

Houkjær Begravelse har desuden lokaler på Hadsundvej 17 i Terndrup.

Ann Bertelsen fortsætter i begravelsesforretningerne i Terndrup og Hadsund - men altså nu som en del af Houkjær Begravelses team i Hadsund.

Houkjær Begravelse er grundlagt i 2015 af Jakob Houkjær ud fra en drøm om at skabe en moderne og nutidig forretning med kundefokus og kvalitet i højsædet. Forretningen er i dag Danmarks største med over 100 lokale adresser.

De lokale afdelinger er alle oprindelige, lokale begravelsesforretninger, som har betjent byen og egnens borgere. Bedemændene er lokale og eksaminerede bedemænd med stort kendskab til områdets muligheder og traditioner.

- Vi har udviklet en forretning, som kan hjælpe i hele processen før, under og efter begravelsen eller bisættelsen. Derfor kan vi tilbyde begravelsesopsparing, gratis vejledning i Min sidste Vilje, meget forskellige former for begravelse og bisættelse foruden juridisk hjælp til behandling af boet bagefter. Den service vil vi nu også tilbyde i Østhimmerland, siger Jakob Houkjær.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste