Seneste nyt
Billede beskrivelse

10 år med Barnets Blå Hus: - Vi kan noget andet, end kommunen

18. august 2026 kl. 06.03

AARS: Barnets Blå Hus Vesthimmerland fejrer den 20. august sit 10-års jubilæum.

I løbet af de ti år har 422 børn og unge fået hjælp, og behovet er fortsat stort.

Det skriver Barnets Blå Hus Vesthimmerland i en pressemeddelelse.

Barnets Blå Hus hjælper børn og unge, der vokser op med forældre med alkohol- eller stofmisbrug. Huset kan også hjælpe forældrene med at skabe struktur i hverdagen, så børnene får den nødvendige omsorg og tryghed.

Billede beskrivelse

Alle kan henvise til tilbuddet, og familier kan også selv henvende sig direkte. Der er ingen ventetid.

Når mennesker har mod til at bede os om hjælp, så skal de også have den. Derfor handler vi med det samme, siger Ole Smed, leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland.

Behovet er fortsat stort

Huset i Vesthimmerland er ét af seks Barnets Blå Huse i Danmark. 

Blandt de børn, der gennem årene har fået hjælp, oplever 95 procent, at indsatsen har haft positiv betydning for deres liv. Det fremgår af en rapport, som Blå Kors Danmark fik udarbejdet i 2023.

Selv om børnetallet i Vesthimmerlands Kommune er faldende, vurderer Ole Smed, at behovet for hjælp til sårbare børn ikke er blevet mindre gennem de seneste ti år.

Ifølge Ole Smed har cirka 10 procent af børnene i en årgang udfordringer i kommunen, mens det reelle tal efter hans vurdering er højere. Samtidig peger han på, at omkring en tredjedel af de sårbare børn og unge risikerer selv at få misbrugsproblemer.

Vesthimmerlands Kommune hjælper mange familier, mens Barnets Blå Hus også når nogle familier med behov for en anden form for støtte.

- Vi vil gerne være et godt og relevant supplement til det arbejde, som Vesthimmerlands Kommune udfører, og vi kan noget andet end det, kommunen tilbyder, siger Ole Smed.

Et mere usikkert økonomisk fundament

Barnets Blå Hus Vesthimmerland er en del af Blå Kors Danmark. Den lokale afdeling blev i sine første ni år støttet af Socialstyrelsen, men en ændret tildelingsmodel betyder, at huset ikke modtager statslige midler i 2026, 2027 og 2028.

Derfor er Barnets Blå Hus afhængigt af støtte fra Vesthimmerlands Kommune og en række fonde. 

Lars Larsen JYSK Fond, CoolUnite og Sparekassen Danmark Fonden Himmerland bidrager til den almindelige drift, mens Nordjyllandsfonden og Bygma Fonden støtter projekter.

Det betyder samtidig, at huset står på et mere usikkert økonomisk fundament.

Billede beskrivelse

I dag har Barnets Blå Hus Vesthimmerland fem ansatte og 19 frivillige med Ole Smed som leder. En støttegruppe bestående af ni erhvervsfolk fra Vesthimmerland samt en støtteforening hjælper desuden med arbejdet for at sikre husets fremtid.

- I 2027 søger vi kommunen og de samme fonde om penge, som i årevis har været gode støtter for Barnets Blå Hus i Vesthimmerland. Vi har været en succes de sidste 10 år, så vores arbejde skal jo helst fortsætte til gavn for de sårbare børn og unge i Vesthimmerland, siger Ole Smed.

Jubilæum fejres på Kimbrertorvet

10-års jubilæet bliver fejret på Kimbrertorvet i Aars den 20. august kl. 15.00-17.30. 

Her bliver der både musik og taler ved borgmester Per Bach Laursen og generalsekretær Morten Skov Mogensen fra Blå Kors Danmark. Alle er velkomne.

Billede beskrivelse

Bandet Next Level står for en del af musikken. Bandet består af Lasse Bruun, der arbejder hos Blå Kors Rold Skov, og Kenneth Christensen, som for seks år siden fik hjælp hos Blå Kors til at komme ud af et alkoholmisbrug.

Under koncerten vil Kenneth Christensen forsøge at knytte nogle ord til de enkelte numre samt fortælle nogle få anekdoter fra sit liv som misbruger, og hvordan der kan findes håb, selv når det ser allerværst ud.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste