Billede beskrivelse

Havnefest uden havn hitter

28. august 2025 kl. 19.03

STØVRING: Det ligner falsk markedsføring, men det er de sådan set ligeglade med i Støvring Handel og Erhverv, som i denne weekend endnu en gang inviterer til HavneByfest i Støvring, der som bekendt ikke har skyggen af en havn.

- Men vi ville så gerne have én. Der er sådan en hyggelig stemning på en havn, så vi prøver at lave nogle maritime indslag, forklarer vinhandler Evan Bisgaard med et lunt smil.

Billede beskrivelse

Han har siden starten i 2007 har været tovholder på arrangementet på vegne af handelsstandsforeningen og fortæller, at han sammen med to andre fik ideen, og at kloge folk siden har rost den.

- Når vi har haft besøg af marketingfolk, har de sagt, at vi endelig ikke måtte droppe navnet, fordi vi skiller os ud på den måde, siger han.

Navnet fastholdes altså, og det samme gælder for programmet, der med få ændringer er kommet til at ligne sig selv fra år til år.

Billede beskrivelse

Der er forskellige aktivitetsmuligheder for børn, såsom hoppeborge og børneloppemarked, og det er også børn fra byens daginstitutioner, der bidrager med et af de maritime elementer, der trods alt er - de laver figurer af fisk, som de sætter op i fiskenet mellem Bytorvet og Hobrovej.

De voksne kan til gengæld glæde sig til street food og live musik, der plejer at samle op mod 1000 mennesker fredag eftermiddag og aften.

For de morgenduelige starter lørdag med rundstykker og kaffe i teltet på Bytorvet Støvring Brandstation viser deres brandbil frem, der er banko, Støvring Løbe & Gåklub holder skattejagt, der er konkurrencer på Bytorvet, heriblandt armbrydning.

Det hele ender med grisefest og livemusik indtil midnat.

Bortset fra mad og drikke er næsten alt gratis.

- Vi tjener som sådan ingen penge på festen, men skal bare have det til at gå i nul. Støvring IF, der står for bankospillet, og løbeklubben, der holder skattejagt, er de eneste, der tjener en skilling, siger Evan Bisgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste