Billede beskrivelse

Generalforsamling i Padel- og Tennisklubben

13. marts 2026 kl. 14.00

LØGSTØR: Løgstør Padel- og Tennisklub er en forening, der holder til ved Kultur- og Idrætscenter Lanternen. 

Tidligere hed den kun Løgstør Tennisklub, men i 2021 udvidede man aktivitetstilbuddet med padel, og i forbindelse med generalforsamlingen 2022 skiftede man derefter navn til Løgstør Padel- og Tennisklub.

Torsdag aften var der så igen indkaldt til generalforsamling i foreningen. 

De fremmødte medlemmer blev inden generalforsamlingen budt på middag, og da formand, Per Ravn, efter maden åbnede generalforsamlingen, indledte man med at vælge Erling Mikkelsen som dirigent.

Billede beskrivelse

Formand, Per Ravn fremlagde herefter en fyldig beretning på vegne af bestyrelsen, som bar præg af, at det er en aktiv forening, der er båret af frivillighed.

- Alle vores baner har været i særdeles fin stand hele sæsonen. Igen i år skal vi påskønne det store arbejde som vores ihærdige banemænd, Finn Nygaard og Peter Ammundsen, har lavet. De har virkelig passet og plejet banerne efter alle kunstens regler. En stor tak for jeres store indsats, lød det anerkendende fra formanden.

Desuden har der været behov for masser af frivillige hænder i forbindelse med arbejdsdage og ikke mindst god hjælp til Byfestens arrangementer, Byfest, Truckshow og Bierfest, som kastede et flot tilskud af sig til foreningen på 55.000 kr.

Men en ting, som foreningen har lidt udfordringer med, er deres nyeste aktivitet - padel.

- Færre medlemmer og færre gæstespiller i 2025. Interessen er måske stagneret, og markedet er måske mættet af spillesteder. Vi kan mærke at interessen er svagt faldende, lød det fra Per Ravn.

Billede beskrivelse

Denne udvikling gør, at foreningen indtil videre har opgivet deres planer om en overdækning af padelbanen.

- Som vi nævnte sidste år, har vi i de seneste par år arbejdet med en overdækning af vores padelbane. Banen står stort set ubenyttet i den kolde periode af året, så vi ønsker at gøre banen mere brugbar hele året ved at lave en form for overdækning. Vores ønske scenarie vil være en ’kold hal’ med direkte adgang fra Lanternen. Vi har fået tilbud fra lokale håndværkere, men prisniveauet ligger på den anden side af 2 millioner kroner, og set i lyset af den vigende interesse for spillet og prisniveauet, har vi besluttet, at opgive projektet i denne omgang, konkluderede Per Ravn i bestyrelsens beretning.

Klubben havde i 2025 57 medlemmer fordelt på tennis- og padelaktiviteterne.

Søren Christensen og Karin Birgitte Sneskov ønskede ikke genvalg, og i stedet blev Carsten Als og Morten Ammundsen valgt til bestyrelsen.

Billede beskrivelse

Til slut i generalforsamlingen bad formand, Per Ravn om ordet, i det han ville anerkende og takke Karin Birgitte Sneskov, for en mangeårig i ihærdig indsats for Løgstør Padel- og Tennisklub. 

Hun har tidligere blandt andet været formand for foreningen i gennem mange sæsoner, og havde forud for generalforsamlingen ønsket at udtræde af foreningens bestyrelse.

Bestyrelsen i 2026 består af:

Per Ravn, Hans Møller, Kirsten Haarbo, Morten Ammundsen og Carsten Als.
Suppleanter er Gert Schørring og Karin Birgitte Sneskov.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste