Flagermusen Flakse trak 1.500 gæster til Rebild
REBILD: Efterårsferiens skattejagt, ved Rebildcentret og Thingbæk Kalkminer, blev en stor succes med over 1.500 deltagere, der fulgte i flagermusen Flakses fodspor.
Den fiktive flagermus var praktikant Nanna Juel Mauritzens idé, og hun er glad for den positive effekt, den ser ud til at have haft på oplevelsen.
En motiverende mission
Sidste år afprøvede RebildPorten en lignende skattejagt i efterårsferien, men i år blev konceptet videreudviklet - både for at inddrage flere lokale aktører og for at engagere børnene endnu mere.
Med start i museet ved kalkminerne blev familier sendt ud på en del af Gravlev Ådal-ruten - gennem skov, bakker og marker og forbi fritgående køer og får. Turen bød på både motion, natur og små opgaver, der skulle løses for at finde Flakses skjulte skat. Oplevelsen var desuden ganske gratis.
– Vi har fået mange positive tilbagemeldinger, blandt andet i en spørgeskemaundersøgelse, hvor folk giver udtryk for, at det var fedt at få børnene med ud i naturen, og at historien om Flakse gav børnene en mission, der både var sjov og motiverende, fortæller Nanna.
Praktikprojekt med succes
Nanna studerer til natur- og kulturformidler og er i praktik hos RebildPorten, som er Rebild Kommunes turistinformation. Skattejagten har derfor været en del af hendes praktikprojekt - og resultatet tyder på, at konceptet har ramt plet hos både børn og voksne.
– Tanken var netop, at historien skulle være et ekstra lag på gåturen, som kunne engagere børnene endnu mere i naturen, så jeg er rigtig glad og stolt over, at det ser ud til at være lykkedes, siger hun.
Om succesen gentages næste efterårsferie, vil tiden vise, men Nanna håber, at projektet kan danne grundlag for andre lignende oplevelser i fremtiden.