DM-konkurrence indtager Aars til april
AARS: Søndag den 19. april arrangerer Mariager Fjord Orienteringsklub DM-Ultralang i skovene nord for Aars, midt i Himmerland.
Stævneleder og klubbens formand, Jørgen Østergaard, fortæller, at man forventer omkring 300-350 deltagere fra hele landet, samt cirka 40 frivillige fra klubben.
Stævnet vil finde sted i tre skovområder: Søttrup/Jenle Plantage, Blære Hede og Aars Skov.
Selvom der ikke vil være store højdemeter, der udfordrer deltagerne, vil de førstnævnte skove byde på stor detaljerigdom og et varieret kurvebillede, mens Aars Skov er mere varieret hvad angår bevoksning og tætheder.
Korttegning og revidering af kort har været i gang siden 2024, med Orla Kastrup som den primære drivkraft, suppleret af Jørn Blom som sparringspartner – begge fra Mariager Fjord OK.
Derudover er Erik Flarup tilknyttet som kortkonsulent. Det er et erfarent team med mange års erfaring, der har arbejdet på kortene.
Banelægningen er lagt i hænderne på Orla Kastrup og Michael Rolighed, også begge fra Mariager Fjord OK.
De påbegyndte arbejdet i starten af 2025 og har stor erfaring med at lægge spændende baner til stævnet.
Michael Niss fra Rold Skov OK er udpeget som banekontrol og vil yde sparring omkring banelægningen.