Billede beskrivelse

Casper er kun 25 år og den yngste formand for Stafet For livet

03. september 2025 kl. 06.02

REBILD: Casper Tinggaard Kjeldsen er fyldt op af indtryk, og ned ad kinderne triller tårerne. 

Det er lørdag den 2. september 2023, og selvom kalenderen har passeret årets første efterårsdag, så føltes det stadig som sommer, skriver arrangørerne i Rebild Bakker i en pressemeddelelse. 

Solen har skinnet hele dagen, og den er nu ved at gå ned over Rebild bakker. Hans første Stafet For Livet i Rebild som frivillig er ved at nå sin ende, og han står nu til lysceremonien, som er dagens afslutning. Det er en tradition, hvor du tænder en lyspose med en personlig hilsen til et menneske, du gerne vil mindes eller støtte, samtidig med at der bliver afholdt en tale efterfulgt af et minuts stilhed. 

Casper Tinggaard Kjeldsen står sammen med stafettens deltagere og andre frivillige og lytter til Sygehuspræst Johanne Rom Stage, som holder talen. I baggrunden kan man høre lyden af vinden i skovens træer, og lugten af græs og jord har sat sig i Caspers næse. Ned ad hans kind begynder en tåre at trille, samtidig med, at han kan mærke en blanding af tristhed, glæde og lettelse på samme tid. Han tænker både på sin fætter, som han mistede til kræft, da han selv kun var seks år gammel og fætteren otte år, og så tænker han på hele dagen der nu er forbi. Han er så lettet og glad over, at dagen er gået fuldstændig som den skulle, og alt bare spillet.

Billede beskrivelse

I dag er det snart to år siden, at Casper Tinggaard Kjeldsen afsluttede sin første stafet som frivillig. Netop den dag var én af dem, som gav ham skubbet til at takke ja til formandsposten i december 2024 for Stafet For Livet i Rebild og blive den yngste formand i landet.

Hvad er Stafet For Livet?

Stafet For Livet er et indsamlingsevent, der samler ind til Kræftens Bekæmpelse. 

Det er et arrangement med fællesskab, oplysning, underholdning og indsamling. Alle kan deltage uanset om man løber, går eller kravler.

”Det er et kæmpe kompliment”

Da 23-årige Casper Tinggaard Kjeldsen i 2023 melder sig som frivillig i Stafet For Livet Rebild er det som tovholder for logistik og sikkerhed, og han har ingen idé om, at han bare halvandet år senere skal stå som formand for hele stafetten.

- Det hele startede lidt som en joke. Til stafetten i 2024 gik vi og lavede lidt sjov med, at næste år skulle jeg være formand. Men henad dagen blev samtalen mere og mere seriøs, og det begyndte at gå op for mig, at de faktisk mente, at de gerne vil have mig som deres formand, fortæller Casper Tinggaard Kjeldsen.

I Stafet For Livet kan Casper Tinggaard Kjeldsen på 25 år også kalde sig den yngste formand for en stafet, og dét ansvar tager han som et stort kompliment.

- Jeg er rigtig glad for, at der i vores styregruppe i Rebild, var bred enighed om, at jeg sagtens kunne være formand. Folk tror virkelig på mig, og det tager jeg som et kæmpe kompliment. Mange af de andre formænd er 50 plus, så da de andre begyndte at joke med, at jeg skulle være formand, var jeg i tvivl om de mente, at jeg kunne bære det ansvar.

Klar til 6. september

Casper Tinggaard Kjeldsens første stafet med formandstitlen finder sted den 6. september 2025 i Rebild, og der er ingen tvivl om, at han glæder sig.

- Jeg håber, at det bliver en rigtig god dag, ligesom det har været de andre år. Det ser ud til, at vi i år får flere og større hold end sidste år, så det glæder jeg mig til at se. Og så glæder jeg mig til følelsen, jeg får, når det hele har noget klimaks. Når vi står os frivillige tilbage og kan give hinanden et klap på skulderen og kigge tilbage på hele dagen. Den følelse er hele det hårde arbejde værd, fortæller Casper Tinggaard Kjeldsen.

Det var netop den følelse han stod med i 2023, da han lige havde afsluttet sin første stafet, og nu glæder han sig meget til at stå med samme følelse igen i år, men denne gang med et endnu større ansvar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste