BlomsterJohnny lægger sig i selen for Stafet for Livet
AARS: Stafet for livet Vesthimmerland får et ekstra krydderi, når det 14. og 15. juni løber af stablen i anlægget i Aars.
Blomsterkunstneren Johnny Haugaard stiller nemlig op lørdag eftermiddag og binder buketter af blomster, man selv har med, eller materialer, som vi stiller til rådighed, fortæller Jens Christian Pedersen, der er formand for styregruppen bag Stafet for Livet Vesthimmerland.
Aftalen er kommet i stand via et medlem af styregruppen, som også er med ved tilblivelsen af blomsterudstillingen i Aars, der som bekendt åbner på fredag.
- Vi spurgte så, om han havde lyst til at være med, og det sagde han ja til. Jeg ville nok have kunnet forstå, hvis han havde sagt nej, for han skal også med til Folkemødet på Bornholm og kommer direkte derfra over til os. Det er ret imponerende, siger Jens Christian Pedersen.
Han forventer, at blomsterbindingen i sig selv giver et pænt bidrag til indsamlingsresultatet.
- Vi har ikke sat en pris endnu, og der er vel også en grænse for, hvor mange buketter han kan nå at binde. Men det er måske endnu vigtigere, at han skaber opmærksomhed om stafetten. Han er jo et af de mest brandvarme navne i øjeblikket og laver jo helt fantastiske ting. Det er 10. gang, vi holder stafetten, og vi håber selvfølgelig, at vi sætter en ny rekord med antallet af hold, deltagere, fightere og det samlede resultat, siger Jens Christian Pedersen.
Rekorden er de næsten 250.000 kroner, man indsamlede i fjor. Det landsdækkende arrangement, hvis overskud går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde, har nogle fælles træk fra sted til sted, selvfølgelig med selve stafetten som det centrale, men der er også lokale variationer.
- Vi afholder Natbanko fra lørdag midnat, og det tror jeg, vi er de eneste der gør. Det er med sponserede gevinster, og da vi altid bliver fantastisk modtaget, når vi er ude hos sponsorerne, så tager det det meste af natten, før vi er færdige, fortæller Jens Christian Pedersen.
Han understreger, at der ikke er noget krav om, hvor meget eller hvor længe man løber.
- Nogle løber en time, andre to, og nogle vælger at løbe om natten. Og så er der selvfølgelig holdene, der selv samler ind. Sidste år havde et hold lavet aftale med et bilfirma, som kom med nogle bilhjul. For hver deltager donerede firmaet så et beløb. De er meget kreative. Kun fantasien sætter grænser, siger Jens Christian Pedersen.
Stafetten rummer mange andre tilbud og aktivitetsmuligheder for børn og voksne og varer et døgn fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 10.
Det fulde program kan læses på https://www.cancer.dk/stafetforlivet/stafetter/vesthimmerland/program/