Billede beskrivelse

20 år på bagen: Løgstør Open Air er ikke gået i vinterhi

15. februar 2026 kl. 11.03

LØGSTØR: 2025 var et rigtig godt år for Løgstør Open Air.

Det bliver hvert år afviklet i Christiansmindeskoven i Løgstør.

Forsalget var gået godt, vejret var perfekt i ugen op til koncerterne, og vigtigst af alt skinnede solen på selve dagen fra en skyfri himmel.

Så det hele mundede ud i en af de største overskudsdonationer, som Løgstør Open Air nogensinde har kunnet give til sin ”ejer”, Løgstør Idrætsforening, på 200.000 kroner.

Det var nemlig Løgstør Idrætsforening, der tilbage i 2005 startede med den første Løgstør Open Air.

Billede beskrivelse

Det skete i anledningen af foreningens 100-års jubilæum, og siden dengang er alt overskud fra de afholdte koncerter doneret netop til idrætsforeningen. 

Siden sommerferien i 2025 har udvalget omkring Løgstør Open Air bestemt ikke ligget på den lade side, og der er heller ingen snak om, at arrangørerne er gået i vinterhi.

- Pausen imellem koncerterne er en spændende tid. Der skal evalueres, planlægges, skrives fondsansøgninger, laves aftaler med leverandører og meget andet. En af de mere spændende opgaver – at booke musik – er næsten den mindste opgave, selvom den er vigtig, fortæller Johnny Støttrup Laursen.

Han er medlem af den gruppe af frivillige på 6 personer, der har ansvaret for at arrangere Løgstør Open Air.

Billede beskrivelse

Sponsorer og frivillige

Der skal også bruges tid på to meget væsentlige faktorer for, at Løgstør Open Air kan blive til noget: 

Sponsorer og frivillige.

- Inden længe skal vi rundt og besøge vores mange trofaste sponsorer. Uden dem var der ikke grundlag for at lave Løgstør Open Air, beretter Johnny Støttrup Laursen. 

Han tilføjer: 

- Uden de over 200 frivillige, som vi har hjælp fra før, under og efter koncerterne, kunne det slet ikke lade sig gøre at afvikle Løgstør Open Air. Vi har heldigvis en god kerne af teamledere, som hjælper os med at hyre de mange frivillige, der løfter i flok i forbindelse med opstilling, afvikling og oprydning.

I 2026 har man i Løgstør Open Air-gruppen tanker om at udvikle et nyt barområde på festpladsen.

Billede beskrivelse

Derudover vil man gerne arbejde videre med den grønne profil, som man de sidste par år har haft fokus på - blandt andet i forhold til at benytte en pantløsning på genbrugsglas i barerne.

- I år vil vi i samarbejde med Grejbanken i Løgstør have glas og kander på festpladsen, som er lavet af genbrugsmaterialer, og som vi kan genbruge til andre arrangementer i Løgstør, slutter Johnny Støttrup Laursen.

Løgstør Open Air afholdes den 13. juni 2026.

Arrangørgruppen består af Jimmy Støttrup Jensen, Johnny Støttrup Laursen, Henrik Skak, Lars Madsen, Lars Larsen og Linda Immersen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste