Gitte Bundgaard og Kim Edberg Andersen blev viet i Rebildcentret ved Rebild Bakker.
Mennesker

Efter 23 års forlovelse: Gitte og Kim viet i Rebildcentret

08. maj 2023 kl. 14:01

NØRAGER: Det var kærlighedens og glædens dag, men alligevel benyttede folketingsmedlem Kim Edberg Andersen lejligheden til en skarp, politisk bemærkning, da han i fredags blev viet.

"Når Mette ødelægger bededag, er det dejligt, at Gitte kan gøre dagen til en fest for mig alligevel", erklærede han i et Facebook-opslag.

Fredag, på historiens sidste Store Bededag, blev Gitte Bundgaard og Kim Edberg Andersen viet. De to politikere sidder begge i regionsrådet for Nye Borgerlige, og i efteråret blev Kim Edberg nyvalgt til Folketinget. 

På Christiansborg kæmpede han og partiet imod afskaffelsen af bededag.

Vielsen foregik på Rebildcentret med koldkrigsmuseum og Tingbæk Kalminer. 

Politikerparret fra Nye Borgerlige fik papir på hinanden gennem en borgerlig vielse. Ceremonien blev varetaget af deres gode ven, Kristoffer H. Storm, der er rådmand i Aalborg Kommune og også sidder i regionsrådet. 

De tre har alle en fælles fortid i Dansk Folkeparti. Gitte Bundgaard og Kim Edberg rykkede for et par år siden til Nye Borgerlige, mens Kristoffer Storm i dag repræsenterer Danmarksdemokraterne.

Gitte Bundgaard og Kim Edberg Andersen blev viet på den sidste bededag efter 23 års forlovelse

Gitte Bundgaard og Kim Edberg har nu afsluttet en yderst langstrakt forlovelse. 

- Vi har været kærester i 27 år og forlovet i 23 år, fortæller Gitte Bundgaard.

Hun er 47 år, Kim Edberg er 49, og de mødte i sin tid hinanden, da de begge arbejdede i restaurationsbranchen i Aalborg. 

Efter fredagens vielse holdt parret en lille sammenkomst for nærmeste venner og familie i hjemmet i Kjemtrup ved Nørager.

- Vi venter med en større fest til senere på sommeren, fortæller Gitte Bundgaard.

Kim Edberg er som nyvalgt i en lille folketingsgruppe havnet med et hav af ordførerskaber. Derfor opholder sig det meste af ugen i København. 

- Det er ikke så meget anderledes end tidligere. Vi har altid arbejdet på alle mulige tidspunkter, men vi forsøger at holde søndagen fri sammen. Faktisk får vi i år mulighed for at holde sommerferie sammen. Det er ikke sket så ofte, fortæller Gitte Bundgaard.

Annonceret indhold

Nyeste