Veterantog er også kulturarv
Store Togdag på MHVJ en del af programmet Kultur på Skinner
MARIAGER/HANDEST: Hvor længe mon sommeren varer ved? Og falder der mon snart regn, så der igen bliver mulighed for at køre med damptog gennem Østhimmerland?
Svarene på ovenstående spørgsmål blæser fortsat i sommervinden, men uanset vejret er man hos Mariager-Handest Veteranjernbane fast besluttet på at gennemføre årets "Store Togdag" søndag 12. august.
Det traditionsrige arrangement får i år en ekstra dimension, idet det kommer til at indgå som sidste programpunkt i "Kultur på Skinner", der er en del af det danske bidrag i forbindelse med Det Europæiske År for Kulturarv.
I hele perioden fra 28. juli til 12. august er der næsten dagligt arrangementer på de danske jernbanemuseer og veteranbaner i forbindelse med "Kultur på Skinner"-projektet, så jernbaneentusiaster og andet godtfolk kan rejse land og rige rundt og blive klogere på dansk jernbanehistorie fra Gedser og Blovstrød til Handest.
Årets "Store Togdag" i Mariagerfjord bliver således det sidste af i alt 14 "Kultur på Skinner"-arrangementer rundt om i Danmark, og alt køreklart veterantogsmateriel vil efter planen blive sat ind til lejligheden, så der i alt kommer til at afgå otte veterantog fra Mariager station i tidsrummet fra kl. 9 til kl. 16.15.
- Mariager-Handest Veteranjernbane glæder sig til at byde såvel deltagerne i Det Europæiske År for Kulturarv som alle vore øvrige mange rejsende velkommen til "Den Store Togdag", lyder det fra Mariager-Handest Veteranjernbanes pr-medarbejder, Max Rasmussen.