Billede beskrivelse

Top 5: Happy Halloween! Her er de bedste gyserfilm, du kan streame lige nu

25. oktober 2024 kl. 16.01

Højtiden Halloween er over os, og den har efterhånden erstattet den katte- og tøndeglade Fastelavn, når det kommer til en uhyggelig højtid. Halloween er Allehelgensaften, og den 31. oktober er blevet den perfekte undskyldning for at gå gysets vej, og hylde alt hvad der dufter af uhygge.

Fra spøgelser, monstre, græskar og andre ubehageligheder må film være den bedste plads til at dyrke uhyggen (med mindre du tør gå på kirkegården om natten!).

Derfor anbefaler jeg at krybe ned under dynen, fyld slikskålen op og ring evt. en ven eller kæreste, hvis du ikke skal blive alt for bange, når jeg kårer de 5 bedste gyserfilm, du kan streame lige nu. Happy Halloween!

Se også
Er du umulig at skræmme? Så skal du til Halloween Løbet

5. Evil Dead Rise (2023)

“Evil Dead”-filmene fra 1980’erne har stor kultstatus blandt dedikerede gyserfans.

Den originale trilogi, hvor helten Ash kæmper mod klamme dæmoner (også kaldet Deadites!), har da også alt man kan forvente af en 80’er-gyserkomedie med glimt i øjet: sjove one-liners, blod, splat og grumme skabninger!

Siden det bloddryppende remake fra 2013, og en tv-serie om hovedpersonen Ash, har det stået stille med nye “Evil Dead”-eventyr. Altså indtil sidste år, hvor “Evil Dead Rise” landede med et brag i biografen.

En makaber, voldsomt blodig og underholdende gyserfilm, hvor en kvinde må slå sin søster ihjel, da hun bliver en blodhungrende dæmon. Det er klamt, sjovt og ultra voldeligt, hvilket også er opskriften på starten på en god Halloween.

Billede beskrivelse

4. Barbarian (2022)

Tør du tjekke de mystiske lyde nede i den skumle kælder? Gyserfilm har lært os mange lektier, og én er, at man aldrig skal gå ned i en mørk kælder alene. Det bliver hovedpersonen i “Barbarian” desværre nødt til, da huset hun bor i tilsyneladende gemmer på store hemmeligheder.

Filmen udspiller nemlig det værste scenarie man kunne forestille sig som AirBnB-lejer: Bookingen er gået galt og du skal dele hjem med en fremmede - og der bor tilmed noget uhyggeligt i kælderen!

Hvis du ikke har set “Barbarian” før, så er det bedst at vide så lidt som muligt inden du ser den. Så tør jeg godt garantere nogle gigantiske overraskelser, når turen går ned i husets kulsorte kælder. Vi snakker monstre, seriemordere, mommy issues, #metoo-skandaler og andre rædsler - og så har jeg allerede sagt for meget!

Bill Skarsgaard, der spillede klovnen Pennywise i Stephen King-filmatiseringen “It”, medvirker igen. Måske som monster, måske ikke!

Billede beskrivelse

3. The Empty Man (2020)

Hvordan viser man noget, der er så abstrakt, at det i bund og grund ikke kan beskrives? Det er dén udfordring, som utallige filmmager har stået ovee emrfor, når de har forsøgt at lave en H.P. Lovecraft-filmatisering.

Den gamle forfatter, der var kendt for sit kosmiske fantasygys og monstret Cthulhu, gjorde det nemlig til sit varemærke at beskrive rædsler, der nærmest ikke kunne beskrives.

Der findes mange gyserfilm inspireret af Lovecraft, fra body-horror klassikeren “The Thing” til “Mandy” med Nicolas Cage, men få af nyere film har fanget stemningen bedre end “The Empty Man”.

Her kommer en politimand på sagen af en dæmon-tilbedende kult, som får dødelige konsekvenser i en gyserfilm, hvor man aldrig kan regne ud, hvad næste rædsel bliver. På bedste Lovecraft-vis kryber det udefinerbare gys ind under huden.

Billede beskrivelse

2. Resurrection (2022)

Jeg betragter mig selv som en garvet gysernørd, der har set sin del af uhyggelige film og klamme scener.

Ingen film fra de sidste par år har dog fået det til at løbe mere koldt ned ad ryggen end gyseren “Resurrection”, der sparker til psyken og tester, hvor meget man som menneske vil stå model til.

En succesrig kvinde opsøges pludseligt af en mand, der tydeligvis skræmmer hende. Vi forstår dog ikke rigtig, hvorfor hun er så bange, da manden blot stirrer på hende. Men hen over dagene bevæger manden sig tættere og tættere på kvinden, indtil konfrontationen kommer.

Og så siger manden noget så mystisk og ildevarslende, som ikke skal afsløres her, at gåsehuden er umulig at undslippe. Så er du advaret!

Billede beskrivelse

1. Hereditary (2018)

Der findes mange forskellige typer gyserfilm. Den klamme og blodige splatterfilm. Monsterfilmen. Det psykologiske gys. Slasherfilmen, hvor unge teenagere nakkes på stribe. Det overnaturlige med spøgelser og dæmoner. Og sådan kunne listen blive ved.

En trend de seneste år har været traumegyseren, hvor personlige tragedier har dannet rammen fra gys.

Produktionsselskabet A24 har gjort det til sit varemærke at spinne gys på traumer og de perfektionerede formen med Ari Asters voldsomt angstprovokerende “Hereditary”, der er blandt sidste årtis bedste gyserfilm.

En kvinde mister sin mor, hvilket sender hende på sporet af en mystisk kult. Noget, som får store konsekvenser for kvindens børn og mand, når traumer og lidelser kommer op til overfladen, når kernefamilien rykkes fra hinanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste